Bloggers Delight har hidtil opereret som både blognetværk og influencer marketing-bureau under samme navn, men nu udskilles bureau-delen under brand-navnet Represented.
Det skyldes ifølge en meddelelse fra selskabet, at ”hele influencer-branchen har ændret sig eksplosivt på få år, hvorfor det for Bloggers Delight også nu giver mening at tage det strategiske spring i forhold til at udvikle virksomhedens forretningsmodel.”
– Da vi startede for snart 10 år siden, var influencer marketing endnu ikke defineret og skabt som begreb endnu. Ikke desto mindre er det lige præcis dét, vi nu har arbejdet med i snart et årti, siger direktør og medstifter Henrik Akselbo og tilføjer:
– Vi har derfor nu skabt brandnavnet Represented, som symboliserer, hvordan vi hjælper annoncører og influenter med deres repræsentation på sociale medier.
Nyt fokus gav vækst
Siden blognetværket startede i 2011 – med syv online modeblogs – har aktiviteterne i virksomheden i stadig stigende grad omfattet rådgivning, match-making og eksekvering inden for influencer marketing, og derfor giver det mening at adskille tingene, lyder det fra Henrik Akselbo.
Særlig inden for det seneste år har udviklingen påvirket arbejdsgangene og fokusområderne i virksomheden.
– Represented er et skridt væk fra vores oprindelige navn Bloggers Delight, da influencer marketing i dag ikke kun foregår på blogs, men særligt også på platforme som Instagram og Youtube, som vi også arbejder med, siger han og peger på, at ”den nye retning har vist sig at være den helt rigtige.”
Bloggers Delight havde i seneste regnskabsår en bruttofortjeneste på knapt 10,5 millioner kroner og et resultat før skat på 1,94 millioner kroner, hvilket er mere end en fordobling i forhold til året før.