Humblebragging er realiteten bag de tilsyneladende spontane posts på sociale medier. Vi iscenesætter os selv og lader som om, vi er… ja, spontane og ydmyge.

Det fænomen har Bang & Olufsen taget til sig i en ny film, hvor to skuespillere fra ”Bedrag”, Lisa Carlehed og Anders Heinrichsen, udgør rollelisten.

– Når man har købt et Bang & Olufsen produkt, har man jo lyst til at dele det med sin omverden, siger Peter Svarre, marketingchef hos Bang & Olufsen.

– Vi har her spottet et fænomen, som er utroligt kært, og det er tydeligt, hvordan vi som mennesker er bevidste om ikke at blive for selvhøjtidelige, men finder andre måder at vise os selv frem på.

– Derfor ser vi ofte, hvordan opdateringer i sociale medier om vores produkter tager sig ud som et ”humblebrag”. Med vores nye kampagne vil vi gerne hylde det gode humblebrag, fordi det virkelig er en kunstart at ramme den perfekte opdatering, hvor man uden at fremstå som en pralhals alligevel kan vise sig selv frem med sit nye Bang & Olufsen produkt, fortsætter Peter Svarre.

Facebook og YouTube rammer målgruppen

Bureauet bag filmen er Robert/Boisen & Like-minded (RBLM), der er valgt af Bang & Olufsen til netop dette projekt.

E-Types er fortsat leadbureau, men denne SoMe-satsning er lagt i hænderne på folk, der ud over at være kreative mestre også er knivskarpe på de nye medier.

– Egentlig havde vi tænkt, at filmen kun skulle ud via Facebook, men vi blev så glade for den, at nu sender vi den ud via andre sociale medier, herunder YouTube for at opnå et ekstra internationalt reach, slutter Peter Svarre.

Bang & Olufsen har over en halv million fans på Facebook, men da ikke mindst de yngre målgrupper er storforbrugere af YouTube, anvendes den kanal også.

Hos RBLM er man naturligvis glade for den nye opgave og filmen.

– Humblebragging er en smart måde at blære sig på, når nu det skal se underspillet ud. Og den målgruppe, vi sigter efter, er helt hjemme i den form for kommunikation, siger Søren Christensen, partner og kontaktdirektør hos RBLM.

Humblebragging er nu state of the Art

På CBS forsker man naturligvis også i sociale medier, og hvor humblebragging efterhånden har udviklet sig til en kunstart:

– Sociale medier har i første bølge handlet om at iscenesætte sig selv enormt positivt, siger Søren Schultz Hansen, ekstern lektor ved CBS.

– Men vi har fundet ud af, at det ikke længere går – virkeligheden har i den forstand indhentet vores digitale liv, og nu er tiden kommet til, at vi vil vise et mere nuanceret billede af, hvem vi er – noget, der er tættere på virkeligheden.

– Og det gør sig naturligvis gældende for praleri – det går ikke at prale vidt og bredt hverken offline eller online, derfor forsøger vi at pakke det ind i noget, som er mere fordøjeligt ved at give det et negativt tvist, siger Søren Schultz Hansen.

Det er i øvrigt heller ikke overraskende, at Bang & Olufsen nu går kraftigt ind i de sociale medier, når Peter Svarre har været marketingdirektør siden februar i år. Inden da var han en af landets førende SoMe-eksperter, og han har bl.a. skrevet ”Den Perfekte Storm”, der kigger på de sociale mediers betydning for virksomheder.

OMD er Bang & Olufsens mediebureau.

Se den nye B&O-film her: