Med nye produkter og et nyt brand vil B&O sparke døren ind hos amerikanske Apple. For nylig underskrev B&O en aftale med Apple, der baner vejen for et styrket samarbejde med den amerikanske elektronikgigant.
– Vores nye produkter skal sælges gennem alle Apple-butikkerne i Europa. Indtil nu har vi solgt produkter gennem 10-15 Apple-butikker i USA, men der er 288 butikker i alt i USA, så vi arbejder på at ekspandere der også, siger Tue Mantoni, der tiltrådte som CEO ved B&O i marts.
Apple skal hjælpe B&O i kontakt med nye og yngre kunder.
– Mange kunder skal få øje på vores produkter og vores brand der – og så forelske sig i dem og i vores brand. Det er vores håb, siger han.
Det bliver helt nye produkter fra B&O, som kommer til at ligge i butikkerne.
Tre produkter lanceres, inden 2011 er omme, fortæller topchefen, der dog ikke vil komme nærmere ind på produkterne, andet end at det er såkaldte “stand-alone” produkter. B&Os Beosound 8, den såkaldte højttalerstation til iPhone fra Apple, vil også komme i en ny udgave i Apple-butikkerne.