Danske Bang & Olufsen er i færd at finde et forretningssegment med fornuft i. Således har B&O indgået endnu en aftale med en bilproducent om udvikling af lydsystemer. Denne gang er det BMW, der har kigget mod nord.
– Vi er meget begejstrede for dette samarbejde. BMW og Bang & Olufsen har et fælles værdigrundlag med fokus på design og ydeevne, som har givet begge brands en unik position i markedet på deres respektive områder, siger B&O’s CEO, Karl Kristian Hvidt Nielsen til business.dk. B&O har lignende aftaler med Audi, Aston Martin og Mercedes.
Ifølge Sydbanks senioranalytiker Jakob Pedersen er aftalen rigtig god for B&O, der har haft det hårdt under finanskrisen.
– Det her understreger, at det er den rigtige strategi, man vælger, da man har taget en beslutning om at forbedre og styrke brandnavnet B&O. Der er rigtig mange potentielle B&O-kunder, der kører BMW. Dermed får de en rigtig god platform til at udbedre kendskabet til B&O, siger han.