I forbindelse med lanceringen af Beovision 8 udskriver Bang & Olufsen en konkurrence – Creative Challenge. Konkurrencen udfordrer alle landets kreative sjæle og opfordrer dem til at komme med det mest kreative bud på, hvordan man kan fremhæve og skabe opmærksomhed omkring BeoVision 8.
– Vores motivation for at udskrive Creative Challenge er, at vi synes, det er interessant at se, hvad der kan komme ud af at lade kreativt tænkende mennesker få helt frie tøjler til at udtrykke sig, dvs. uden at skulle tage hensyn til forudbestemte krav og specifikationer. Samtidig er det vores ønske at prøve at involvere målgruppen på en anderledes og utraditionel måde, siger Kasper Eis, marketing director fra Bang & Olufsen.
Struer-virksomheden understreger, at der ikke er tale om en bureaukonkurrence ad bagvejen. Nordisk marketingkonsulent, Stefan Bergdahl, tilføjer:
– Konkurrencen er en del af vores kampagne. Vi shortlister de 20 bedste forslag og præmierer en vinder med et BeoVision 8. Vi anvender ikke nødvendigvis resultatet, men det er klart, at hvis der er en glimrende idé, så går vi i dialog med vedkommende.
Se nærmere på www.creativechallenge.dk
peng