Hvornår ser vi den første administrerende direktør med perle på tungen og ring i næsen? Kan man tænke sig en landsdommer i læderjakke med nitter? Eller vil de unge vilde lægge pynten, når morgendagens arbejdsmarked kalder?
Vore samtidsetnografer må, dersom de findes, foretage en udredning af de forskellige former for kropsudsmykning og oversætte symbolerne for den småborgerlige del af menneskeheden, der ikke fatter glæden ved et ”røvgevir” – sådan kaldes det, når unge kvinder får det nederste af ryggen dekoreret af en tatovør; stumpeblusemoden gør den aflange tegning synlig.
De tidligere punkere tog afstand fra Beatles og det, der var værre, som siden begyndelsen af 1960’erne havde gjort mange herrefrisører gråhårede i utide. Håndkolorerede hanekamme skulle stritte på samme måde som musikken, der med pendulets forudsigelighed gjorde op med forældregenerationens musikere og deres attituder.
At dramatiske ændringer i kropssproget fremkalder stærke r eaktioner kan den for tiden forsvundne dansker, fhv. folkeskolelærer Amdi Petersen tale med om. Han blev første gang kendt som den fyrede langhårslærer, der ikke ville bøje sig for de fynske autoriteters normer for passende frisure for 40 år siden.
Skægabernes tid er ved at rinde ud. Kropshår betragtes som uæstetiske og bortbarberes. Avancerede individer lader sig pierce ved indsætning af metalfeticher følsomme steder på legemet. Måske er de også i målgruppen for de bizarre former for kropsteater, man undertiden kan følge på kultursiderne. Aktører, der skærer i sig selv eller er ophængt i fiskekroge giver et kick. Kannibalstoffet har fået et opsving i de senere år. Kannibalen finder sit frivillige offer på nettet og skænker ham den ultimative oplevelse: partering.
Efter en periode med nervøse spiseforstyrrelser er vi på vej ind i en dille med unge piger, der skærer i sig selv; den altid beredte presse forstærker frygten og inspirerer pubertetspiger. Måske bliver de først lykkelige, når de underkaster sig den professionelle kirurgs kniv og vågner op – lidende, men forskønnede.
Konturerne af en ny kropskultur tegner sig endnu tydeligere, når vi lægger organkirurgien oven i indkøbskurven, både i respekt for de modige frivillige donorer og angst for mafiøs handel med organer.
Billeder af oprindelige folk og deres former for kropsprydelse, opfatter vi som udtryk for afskrækkelse og stammefølelse. Hver klan har sine mønstre, vor tids storbystammer afmærker deres territorium med tags og grafitti, hvormed de vansirer og dermed erobrer gader og stræder i ly af natten.
Et maskeringsforbud har vi allerede, men med fremgangen inden for ansigtstransplantation kan der snart opstå behov for en lovgivning, der skal gøre det umuligt for terrorister at forandre fjæs.
– Hvad ønsker du dig til din 50 års fødselsdag, skat?
– Et nyt ansigt, søde Manfred.
– Jamen, det har du da også trængt til længe, min ven.
Når man ved det kinesiske kejserhof kunne sammensnøre prinsessers fødder, så hun altid skulle bæres, er alt menneskeligt muli gt, uanset hvor frastødende det forekommer os her og nu. Tolerancen byder os at tænke, at hvis afrikanske kvinder gerne vil have lange halse ved hjælp af stadig flere ringe af metal, så er det op til dem selv og deres etniske traditioner. Nå, det kan vel også snart være det samme, da klodens urbefolkninger i stadig stigende grad vestligficeres. Og omvendt.
Nu er det langt fra alle, der har besøgt tatovøren eller pierceren, men det skulle ikke undre, om 15 % af den generation, der er født efter 1975 har en eller flere kropsprydelser, mere eller mindre synlige. Ingen undrer sig over, at en mand bærer en lille ring i øreflippen eller et enkelt halssmykke i stedet for slipset, som stadig er obligatorisk i en række repræsentative sammenhænge, men har tabt vigtige bastioner i hverdags- og arbejdslivet. ”Smid slipset og prøv grænserne af”, frister KPMG i en annonce på forsiden af Børsen.
Hverken centraladministrationen eller finanshusene vil – endnu? – acceptere en shippingaspirant med grønt hår og perler i næsen. Gid hullerne kan gro sammen, når ”Ungeren” på Jagtvej blot er et minde, fordi virkeligheden banker på; ingen kan i længden leve som heltidsanarkist.
Vil den aggressive og provokerende kropsmode forblive en del af en mere eller mindre udefineret subkultur, eller vil den danne norm? Hvis den gør, vil det afspejle sig i reklamen, som gennem 100 år har været en fintmærkende seismograf, der registrerer bølgernes bevægelser.