jj@markedsforing.dk
På en jysk pløjemark lidt nord for Skanderborg står en gammel flyvemaskine. Den gamle Boeing 727 står lige ud til frakørsel 51 ved hovedmotorvejen E45, der forbinder Randers med Rom. Fremover skal det 47 meter lange og 14 meter høje fly udgøre møderum og arbejdslokaler for reklamebureauet HC Gruppen, der om en måneds tid flytter fra de nuværende lokaler i Odder. Udover flyet vil en særlig terminal udgøre det nye bureau. Flyet er netop ankommet med færge og kæmpeblokvogne fra England, købt som udrangeret skrog af et britisk flyservice-firma og så istandsat. Den sidste finish – såsom at få påmonteret hjul og haleror og vinger og få det hele shinet op og malet – skal ske de kommende uger.
Ideen til at skabe et bureau i et fly opstod for flere år siden, hvor bureauets adm. dir. Tom Elert, deltog i et Jesper Kunde-seminar i forbindelse med hans bog om Corporate Religion. Marketingguruen Tom Peters snakkede ved den lejlighed om at genopfinde sin virksomhed. Efter at ideen havde rumsteret i flere år, blev den konkret på et kreativt udviklingsmøde, hvor ledelsen formulerede en bureauvision om at blive det mest synlige reklamebureau uden for København. Der skulle dog gå endnu 18 måneder inden ideen blev konkret. En række sjove placeringer og bygninger blev diskuteret, indtil ideen om at købe et fly opstod.
– Der er ikke nogle bureauer som rager op i Jylland. Og hvad er bedre til at få et provinsbureau på landkortet end at skabe det i et fly ved den mest befærdede motorvej midt i Jylland, siger Tom Elert, der understreger, at flytningen af bureauet også markerer et totalt skifte i alt fra navn og profil til identitet og strategi. Navnet er hemmeligt, og det samme er det meste af strategien – lidt endnu. Tom Elert fortæller dog, at HC Gruppen har udviklet et koncept til, hvordan virksomheden kan blive et medie. Konceptet er udover en række kommunikationsværktøjer også en ny tænkemåde i forhold til branding.
– Alle virksomheders problemer kan ikke løses med branding, og derfor er vores tilgang til markedet et alternativ til branding. Den måde en virksomhed iscenesætter sig på er afgørende for, hvordan den bliver opfattet. Skal den brænde igennem er det ikke nok, at man siger det. Man skal også leve det, siger Tom Elert, der kalder det nye bureau en ”ekstrem demonstration af virksomheden som medie”.
– Alt det vi diskuterer med kunderne, skal vi også selv gøre. Vi påstår jo, at en ny kultur virker bedst, når den gennemsyrer virksomheden fra ide til eksekvering. Derfor nytter det ikke, at man er ekstrem i sin holdning, men klassisk i sit udtryk, siger han.