DEBAT: Her gik jeg og troede, at Dansk Markedsføring (DM) udover at være en kursusvirksomhed også satte en vis ære i at skabe respekt for faglighed og professionalisme samt højnelsen heraf.

Men desværre ser det ud til, at tidens glade amatørdyrkelse også har ramt DM. Blandt sine kursustilbud udbyder foreningen nu (igen) 1-dages kurser i at udvikle, skrive, optage og redigere videofilm til markedsføringsformål. 

Uanset at annoncørernes generelle kvalitetsniveau og investeringsvilje på filmområdet i forvejen har styrtdykket siden finanskrisen, er dette vel næppe i sig selv grund til, at DM ligefrem aktivt skal pushe amatørisme på så lavt et niveau.

Hvorfor dog ikke i stedet udbyde et kursus for kommunikationskøbere i at skelne mellem godt og dårligt håndværk? 

Måske denne type gør-det selv-kurser ligefrem er et udtryk for en bevidst strategi hos DM’s bestyrelse og repræsentantskab? I så fald bør konceptet vel bredes ud til flere fagområder, fx: ”Drop dog CBS og lær at lave din egen business case på en eftermiddag”?

Dansk Markedsføring kunne også udvide på eventfronten med et reality-show på web-tv for bogholdere og lignende, som konkurrerer om at lave den bedste reklamekampagne – ligesom i Bagedysten? 

Hvis Dansk Markedsføring fortsat vil tages alvorligt som andet end en kommerciel kursus- og underholdningsvirksomhed, er det sgu amatøragtigt ikke at tage sine egne medlemmers faglighed mere alvorligt.