Er det Samsung, Macbook eller Diesel?
Det er ikke kun, når store teenagere og voksne skal være mobil, laptop eller tøj, at brandet betyder noget. Også mindre børn – helte ned til 6 års alderen – tillægger varemærker stor værdi.
Det viser en europæiske undersøgelse ”Little Big Influencers”, som er foretaget af tv-kanalen Nickelodeon blandt 3.600 børn mellem 6-13 år og deres forældre, – heraf de 600 fra Danmark.
Tallene for hele Europa viser en tendens til, at særlig mærket på elektronik betyder noget for børnene.
79 procent mener, at mærket på smartphonen er vigtigt og 72 procent mener, at mærket er vigtigt på computerspil, computere og tablets.
I den lavere ende – men dog stadig med en vis betydning – befinder sig legetøj (67 procent) film (64 procent) steder at besøge (61 procent og biler (50 procent).
Undersøgelsen viser desuden, at børnenes mening har stor betydning for familiernes indkøb. Faktisk bliver næsten alle danske børn (97 procent) taget med på råd af deres forældre, når der skal købes produkter eller oplevelser til familien.
– Det er en tendens, som mange børnefamilier nok kan genkende: nemlig at børn i dag bliver inddraget i rigtig mange beslutninger, når forældrene skal købe nye ting. Samtidig ses det også tydeligt, at børn er meget oplyste forbrugere, og at produkternes varemærke har betydning for dem, siger Jenny Frisk, der er markedsdirektør for Nickelodeon i Norden.
Undersøgelsen viser desuden, måske ikke overraskende, at tv-mediet stadig er en udbredt kilde til information for børnene, når de får viden om produkter. Spørger man de danske familier, hvor børnene får information om produkter eller brands fra, svarer dobbelt så mange via tv end via online-reklamer.
Undersøgelsen bygger på interviews med 3.600 forældre og børn fra 6-13 år fra Danmark, Holland, Belgien, Sverige, Tyskland og Polen. 600 er interviews fra Danmark.