For et par år siden var det virksomheder som Kellogg’s, Coca-Cola og McDonald’s, der måtte stå skoleret over for den amerikanske forbruger-beskytter, FTC.
Over 40 virksomheder blev dengang bedt om at redegøre i detaljer for, hvordan de markedsførte deres produkter over for børn og unge – et initiativ, der handlede om at gøre en indsat mod landets omsiggribende fedme-epidemi.
Nu søsætter Federal Trade Commission så endnu et initiativ, der skal beskytte den opvoksende slægt – denne gang mod reklamer i al almindelighed. Forstået på den måde, at de unge skal lære at gennemskue, hvad reklamerne fortæller dem.
Det sker i form af et online-spil ”Admongo”, hvor man kan kreere sin egen figur, springe rundt i et grafisk bymiljø, samle mønter – og finde og ”gennemskue” de mange reklamer, man udsættes for.
– Why get ”aducated”? Because ads are aaaaaaaall around you….Here you’ll learn who’s responsible for advertising. What they really say. And what they want you to do, lyder det blandt andet i den pædagogiske intro til spillet.
Men den slags er der ikke brug for i Danmark, mener Dansk Annoncørforening.
– Det er sikkert helt fint at uddanne forbrugergrupper på denne måde i USA, hvor man ser langt mere aggressive reklamer og reklame-metoder end i Danmark, men det er ikke nødvendigt herhjemme, siger foreningens direktør Otto B. Christiansen.
Hvorfor egentlig ikke – danske reklamer kan vel også være aggressive?
– Jo, men ikke som du ser det i USA. Desuden er det jo sådan her i landet, at staten passer på os via lovgivningen, mens de amerikanske forbrugere i højere grad forventes at passe på sig selv. Så jeg har svært ved at se behovet for tilsvarende uddannelses-initiativer for mig herhjemme, siger han.
Se introen til FTC’s onlinespil her.