Acceptcard er kommet til at træde på en eller anden øm tå. Ikke fordi man er kommet ud med en provokerende, sexistisk eller anden grænsesøgende reklamefilm. Tværtimod, så er der tale om en rimelig uskyldig og sød lille film om nogle forældre, der vækker deres barn med fødselsdags-sang.
Måske er der reklamefolk, der vil hegle filmen igennem ud fra professionelle overvejelser, men i forhold til den almindelige dansker, der ikke gør sig den slags overvejelser, får den en overraskende hård medfart i Markedsførings Karakterbog, der produceres af ACNielsen AIM. Spørgsmålet er således, hvad det er i filmen, der kan afstedkomme så mange rimeligt negative reaktioner.
17 pct. giver den skudsmålet Rigtig dårlig og det er et rimeligt højt tal i forhold til de 5 pct., der giver den skudsmålet Rigtig god. Denne forskel på yderpunkterne træ kker en del ned i Ad-liking og med et samlet resultat på 56-37 i negativ retning bliver det til en dumpekarakter.
Ud af testen kan man ikke se, hvad det er, der trækker ned. Det primære demografiske udsving finder man i målgruppen 15-24 år, hvor filmen på alle områder scorer bedre. 90 pct. kan huske at have set filmen, 23 pct. kan uhjulpet sætte Acceptcard på som afsender (Branding), og Ad-likingen hopper fra et 03 til et 7-tal målt på 13-skalaen. Til gengæld er den ældre del af befolkningen meget negative. Godt nok er Acceptcard næppe fokuseret på den ældre del af befolkningen, men 15-24 år er nok i underkanten af den gruppe, som man gerne vil have fat i. Desuden kan det undre, at en film med et forældrepar og deres barn kan tiltale den yngste målgruppe så meget mere end resten af befolkningen.
Et bud kan være generelle fordomme over for Acceptcard, som kommer til udtryk. En pæn del af befolkningen har fordomme over for den slags kreditkort, som således kommer til udtryk, når de skal bedømme en reklamefilm . Hertil kommer, at sammenblandingen af en uskyldig og hyggelig situation som et barns fødselsdag med behovet for et kreditkort yderligere vækker fordommene. Men lige nøjagtig den yngste målgruppe er ikke påvirket af disse følelser. De tager filmen mere ligetil.
Nu er det næppe hele befolkningen, der er i markedet for et kreditkort, og ud af analysen kan man heller ikke se, om de positive i analysen matcher lige nøjagtig dem, der kan være interesseret. Det kan Acceptcard kun selv afgøre enten på basis af salgs-resultater eller dybere analyser.
Men hvis man ønsker at ændre holdningen til kortet mere bredt, så har Acceptcard behov for at finde dybere ind til, hvad der nærer fordommene for bedre at kunne kommunikere de ting, der kan ændre dem.

Skema:
Acceptcard
Et forældrepar vækker deres barn med fødselsdagssang og lagkage. Faderen filmer samtidig med et video-kamera. Det ringer på døren – og uden for står en række børn, der er inviteret til fødselsdag uden at forældrene vidste det. Et Acceptcard kan bruges – også hos købmanden, når livet overrasker.

Annoncør: GE Capital Bureau: Lowe

Branding 14 Kendskab herudover 55

Rigtig dårlig 17 Dårlig 39
Rigtig god 5 God 32

Karakterer
Kendskab 7 Branding 5 Ad-liking 03
Samlet 5

Dato i bundtekst – 2-9. november