Cartoon Network blev tidligere i år den ledende kommercielle børnekanal i Danmark.

Nye tal fra Gallup viser, at den Turner Broadcasting-ejede kanal har fortsat væksten og dermed opretholder sin position som landets mest populære kommercielle børnekanal.

Andelen af seere alderen 4-9 år er nemlig fra januar til maj steget med 69 pct. i forhold til sidste år. Og det er selvom, at det samlede niveau er faldet med 3 pct. sammenlignet med sidste år.

– På et marked, hvor konkurrenterne kæmper om at opnå en positiv vækst, er vi glade for de fantastiske tal for både Cartoon Network og Boomerang, fortæller Bo Falk Østergaard, adm. direktør for Turner Broadcasting i Norden og henviser til, at søsterkanalen ligeledes har leveret fremgang i indeværende år.

Boomerangs share er således steget med 72 pct. i forhold til sidste år.

En fremgang, der bl.a. er er løftet gennem investeringer i en rebranding af Boomerang og en stigende efterspørgsel efter tv-netværkets egne serier.

– De serier, der især trækker seere, er vores egne originale serier, hvor det på Boomerang er den elskede klassiker, ”Scooby Doo”  og den nyproducerede ”Inspector Gadget” og på Cartoon Network er den prisvindende serie, ”Gumballs fantastiske verden”, der er det stor hit, forklarer Morten Skov, programdirektør for Turner Broadcastings børnekanaler i Norden.