For første gang skal det kortlægges, hvad danske – og europæiske – børn foretager sig på internettet. Og det skal også kortlægges, hvad forældrene ved om deres børns brug af Internet.
IT-Brancheforeningen og Medierådet for Børn og Unge er de danske partnere i et nyt europæisk forsknings- og informationsprojekt, som har fået navnet ”Safety and Awareness for Tweens” (SAFT). Projektet har til formål at indhøste mere viden om børns brug af Internet og give færdselsregler, der kan lære europæiske børn sikker adfærd på nettet.
– Vi må på alle måder undgå, at børn kommer uheldigt afsted på Internet. Hverken børn, deres forældre eller Internet-udbyderne er tjent med dårlige oplevelser. Vi må have mere viden og gøre opmærksom på Internettets muligheder og udfordringer over for børn, forældre og skoler, siger IT-Brancheforeningens direktør Jakob Lyngsø.
Når undersøgelsens resultater foreligger, vil IT-Brancheforeningen sammen med nationale og internationale samarbejdspartnere tilrettelægge en større informationskampagne med henblik på at uddanne børn og forældre til at agere i netværkssamfundet.