Fra næste måned kan Børsen-abonnenter åbne døren til avisens artikler bag betalingsmuren ved at dele dem på eksempelvis Twitter eller Facebook.

Det skriver mediawatch.dk

Dermed får vennerne på de sociale medier adgang til Børsen-historier, de ellers ikke ville kunne læse uden avisabonnement.

Det sker som et led i et forsøg, hvor Børsen vil prøve at lokke nye betalende kunder til.

– Vi laver et system, hvor vi prøver at bruge de sociale medier til at skabe opmærksomhed omkring den journalistik, vi laver. Det vil sige, at når vores kunder bruger links til vores artikler på de sociale medier Twitter, Facebook, Linkedin og Google+, så vil dem, der læser de her tweets eller opdateringer, kunne læse den artikel, der henvises til og kun den, siger Børsens adm. direktør og chefredaktør, Anders Krab-Johansen, til Mediawatch.

I sandhedens interesse skal en abonnent dele artiklen på et social medie, før artiklen er tilgængelig gratis.

Mediawatch.dk