Efteråret har været en lang nedtur for Dagbladet Børsen i Dagbladenes Annonceindeks, der produceres til Markedsføring af Carat. I det seneste indeks for uge 43 ryger der yderligere to procentpoint på år-til-dato til 85, mens det rullende 4-ugers indeks er nede på 55.
Men registreringerne i Gallup Adfact udtrykker kun en del af sandheden, oplyser adm. dir. Preben Schack.
– Vi har klaret os rigtig godt på rubrik og på indstik, og derfor ligger vi samlet på indeks 95 i forhold til sidste år. Vi har haft bestyrelsesmøde for et par dage siden, og der blev det besluttet at fortsætte vores vækst-strategi, som jo bl.a. har givet en meget flot oplagsfremgang. På annonceområdet må vi så være oppe på mærkerne og sælge og være kreative for at komme ud af den udvikling, som vi forventer også til næste år vil præge markedet, siger Preben Schack. fin