Investorerne taber store beløb i Japan. Aktiekurserne rasler ned med udsigten til en truende atomkrise. Aktiekurserne på Tokyos børs dykker voldsomt for anden dag i træk. Det såkaldte Nikkei 225-indeks er ved paniksalgs-agtige scener faldet med mere end 14 procent. Dermed fortsætter nedturen: Børsen lukkede mandag i det laveste niveau i over to år efter sidste uges sønderlemmende naturkatastrofe, der har slået benene væk under Japan. Set over de to dage oplever Japan sit værste kursfald siden 1970, rapporterer BBC.
Det historisk voldsomme jordskælv, dræber-tsunamien og den truende nukleare krise på landets atomkraftværker trækker en grufuld skygge hen over japansk økonomi, som allerede før fredagens naturkatastrofe kæmpede med at komme op af krisedyndet. Og så hjælper det slet ikke, at mægtige japanske industrikoncerner nu har stoppet dele af deres produktion.