Den svenske Bonnier koncern har besluttet at nedlægge Bonnier Business Publishing og i den forbindelse lukker Børsens Magasiner A/S.
I Danmark fører beslutningen til en lukning af både Børsens Nyhedsmagasin og Økonomisk Ugebrev. De øvrige aktiviteter i Børsen Magasiner, der omfatter Penge & Privatøkonomi og Autograf overflyttes til Bonnier Publications A/S. Dagens Medicin, Fagbladsgruppen, Børsen Forum og Ekerlids Förlag overgår til en anden organisatorisk placering i Bonnier koncernen.
I en pressemeddelelse skriver Bonnier, at beslutningen skal ses som en konsekvens af, at man fra Bonniers side fremover ønsker at have færre og større forretningsenheder, et øget indtjeningsmæssigt fokus og en vurdering af at indtjeningspotentialet på sigt for Børsens Nyhedsmagasin og Økonomisk Ugebrev ikke er tilstrækkeligt stort.
Mellem 60 og 70 medarbejdere vil blive afskediget som følge af lukningen af de to publikationer. Bonnier Business Publishing’s samlede omsætning udgjorde i 2001 ca. 200 mio. kr. med et resultat efter skat på ca. 15 mio. kr.