En ny bog “De nye fans – Skab passion og loyalitet med sociale medier” kommer med et bud på, hvordan brands med udgangspunkt i det digitale mediebillede, kan tilrettelægge en kommunikationsstrategi.

Selvom bogen primært henvender sig musikbranchen, vil enhver virksomhed, der er i gang med at omstille sig til det nye mediebillede, måske kunne finde inspiration i bogens modeller og eksempler.

En af bogens pointer er, at de nye medier giver brands mulighed for at lukrere på, at brugerne af sociale medier gerne iscenesætter sig selv og er åbne over for, at andre lytter med eller blander sig i deres private samtale.

– Brugen af sociale medier og anden digital kommunikation handler dybest set ikke om at pådutte folk ens frembringelser, men om at indgå i netværk med dine fans og skabe relationer, som begge parter får noget ud af, lyder det fra Martin Ibsen, der er det ene af bogens forfattere og partner i YourWaves.

Bogen er således skrevet af nogle af den danske musikbranches mest iøjnefaldende social media-eksperter, som udover Martin Ibsen tæller Rasmus Ardahl, digital chef på Universal Music, og Toke Riis Ebbesen, forlagsejer og PhD i designstudier.

Der findes masser af dygtige social media-konsulenter, men vi oplevede, at der var behov for, at virksomhederne kunne gå et spadestik dybere og få mere indsigt i, hvordan man tilrettelægger en velforankret, langtidsholdbar social media-strategi, fortæller Martin Ibsen om baggrunden for at skrive bogen.

Skab en “bevægelse”

I bogen introduceres ”fanpyramiden”, som skal gøre et lettere at forstå sine fans. Det er reelt en modificeret udgave af Maslows behovspyramide, som med fordel kan anvendes til at identificere målgruppen for ens digitale kommunikation og formulere målsætningen for sociale kommunikationsstrategi.

Opskriften er simpel:

– Jo højere oppe i fanpyramiden, jo større fans.

– Jo større fans, jo større loyalitet og passion.

– Loyale og passionerede fans trækker andre fans med op i fanpyramiden.

Dermed er forudsætningen tilstede for at kunne skabe noget, der er langt større og vigtigere end selve produktet.

– Tag udgangspunkt i, hvad folk i forvejen interesserer sig for og gør fans til medskabere, og lad dem herefter skabe værdi for andre, lyder budskabet.

Blandt bogens mange eksempler, er der inspiration at hente fra musikkens verden med fra cases som Lukas Graham, Tina Dickow, Justin Bieber, Jay-Z og Roskilde Festival.

Læs mere om bogen her.