Der er tale om et oplagt match. Med indtil flere barske oplevelser bag sig har Ole Michelsen – kulturjournalist, forfatter og tidligere redaktør og filmanmelder på tv-programmet Bogart – igennem mange år sideløbende med portrætteringen af Hollywood-glamouren skullet håndtere indtil flere svære personlige prøvelser.
Og netop viljen til at sætte handling bag de gode intentioner, som igennem flere år har været et vigtigt omdrejningspunkt for Merrild Kaffe, har også været afgørende for, at Ole Michelsen i år har valgt aktivt at støtte Merrilds kampagne for Kirkens Korshær.
– Jeg har selv erfaret, hvad det vil sige at leve helt ude på kanten, og derfor forekommer det mig ganske naturligt at hjælpe Merrild med at gøre en indsats til fordel for Kirkens Korshær. For det første er jeg selv en stor kirkebruger, og for det andet gør Kirkens Korshær et flot stykke arbejde for en gruppe mennesker, som jeg har stor forståelse for og føler solidaritet med, siger Ole Michelsen.
Kampagnen til støtte for Kirkens Korshær er kreeret af reklamebureauet Nørgård Mikkelsen. Den kører i november og december og omfatter annoncer og tv-spots, ligesom Merrild donerer to kopper kaffe til Kirkens Korshærs arbejde for hver pose Rød Merrild, forbrugerne lægger i indkøbsvognen i perioden 1. november – 31. december.
Man støtter også med en kop kaffe, hvis man besøger Merrild på Facebook. Aktiviteterne forventes at løbe op i ca. 2.000.000 kopper kaffe, svarende til Kirkens Korshærs samlede kaffeforbrug i et år.
– 2.000.000 kopper kaffe er en stor hjælp i et stramt budget. Kaffe er jo mere end god smag og indre varme. Når man mødes over en kop kaffe kan det være nemmere at få startet en god samtale, og de fleste af varmestuernes brugere har et stort behov for at få en fortrolig snak om deres problemer, siger Heiner Lützen Ank fra Kirkens Korshær og suppleres af Ole Michelsen:
– Jeg har selv været heldig og har fået god hjælp igennem livet. Det er jeg taknemmelig for, og det har givet mig lyst og styrke til at hjælpe andre. Det er meget meningsfuldt at bidrage med at tænde et håb for et menneske, der har det svært.
Kirkens Korshær er en privat, social, folkekirkelig hjælpeorganisation, der har sit virkeområde blandt samfundets marginaliserede og udstødte grupper: typisk ensomme, hjemløse, psykisk syge og misbrugere.
Organisationen har omkring 400 ansatte og 7000 frivillige medarbejdere. Arbejdet støttes af stat og kommuner, men drives hovedsaglig for privat indsamlede midler, hvoraf salget i de 220 genbrugsbutikker udgør hovedparten. Genbrugsbutikkerne havde i 2010 en nettofortjeneste på 70 millioner kroner.
Kirkens Korshær driver flere end 40 varmestuer fordelt over hele landet. Varmestuerne har ugentligt ca. 10.000 besøgende – heraf 1/3 i København.