Bog- og musikhandelen Bertelsmann OnLine har besluttet at lukke internetbutikkerne bol.com i Danmark og Norge. Det besluttede bestyrelsen i bol.com Nordic i går aftes på et møde i Stockholm. Koncernen vil i stedet koncentrere sig om andre europæiske lande, hvor det er lykkedes at opnå større markedsandele end på det danske og norske marked. Koncernen vurderer, at det tager for
lang tid at få de markedsandele, der skal til for at sikre lønsom drift. Til gengæld vil de i Norden fokusere mere på det svenske og finske marked.

Landechef i bol.com Danmark, Uffe Erup Larsen understreger, at der ikke er tale om en lukning fra den ene dag til den anden.
– Lukningen starter i dag, og kommer til at foregå over en periode på flere uger. Jeg garanterer, at alle kunder får de varer de har bestilt, og at ingen kunder kommer til at miste penge på det her, siger Uffe Erup Larsen, der nu sammen med de fem andre medarbejdere skal se sig om efter andre jobs.
Den danske afdeling af netbutikken, der både handler med bøger og CDer, har eksisteret siden Bertelsmann-koncernen sidste år kom ind i den nordiske internetboghandel bokus med 50 procent ejerandel og relancerede den under navnet bol.com.