En række dødsfald blandt mandlige top-fodboldspillere gennem de senere år har givet indtryk af en ulykkelig alliance mellem international topfodbold og hjertekarsygdomme.
Heller ikke det danske kvindelandshold er gået ram forbi. I marts 2006 blev det danske kvindelandsholds Merete Pedersen ramt af et hjerteanfald under træningsturneringen Algarve Cup i Portugal.
Og for blot få måneder siden blev landsholdsspilleren Mariann Gajhede ramt af en blodprop i benet.
Ifølge DBU og Hjerteforeningen, som i 2007 indgik i et sundhedsstrategisk samarbejde, viser de nyeste forskningsresultater, at fodbold kan medvirke til at reducere risikoen for hjertekarsygdomme.
Og fordi langt størstedelen af forskningen i hjertekarsygdomme er baseret på undersøgelser, hvor hovedsageligt mænd er repræsenteret, har den udadvendte del af samarbejdet mellem DBU og Hjerteforeningen koncentreret sig om Kvindelandsholdet.
I lørdags stillede DBU således VM-kvalifikationskampen mod Portugal i Parken til rådighed for Hjerteforeningens
”Elsk hjertet”-kampagne.
Her samlede 140 unge ind til forskning i kvinders hjerter, og det gav 65.000 kroner i kontante bidrag til Hjerteforeningen.