Der har været usædvanligt meget held i sprøjten for de danske boligejere, der har haft deres huse og lejligheder til salg i starten af 2015.

Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden.

I februar var der særlig stor succes i handlen med ejerlejligheder, hvor nøglerne skiftede hænder hele 1.500 gange. Det svarer til en stigning på 70 procent sammenlignet med de seneste fem års gennemsnit i samme måned.

Allerede i starten af året var dog der rigtig godt gang i salget, og 1.300 lejlighedsejere kunne således fjerne til salg-skiltet i januar.

Især i de danske studiebyer boomer salget af ejerlejligheder. I Odense er salget steget med næsten 200 procent, mens Roskilde, Aarhus og Aalborg også alle oplever fremgang i salget af ejerlejligheder.

Det er dog ikke kun lejlighedsejerne, der kan gnide sig i hænderne over de mange solgte boliger.

Således solgte knap 6.000 husejere deres bolig i årets første to måneder. Det er en stigning på omkring 30 procent sammenlignet samme periode fra 2010 til 2014.

/ritzau/