Mere ro på opsparingslysten kan blive konsekvensen af en mere stabil udvikling af boligpriserne.
Siden finanskrisens sorteste periode er friværdierne steget med godt 100 mia. kr., så danskerne samlet set har friværdier for i alt 1192 mia. kr., viser en analyse lavet af Nykredit.
– Først og fremmest er stigningen i friværdierne et udtryk for, at boligpriserne ikke længere falder, siger Troels Theill Eriksen, senioranalytiker i Nordea, der tvivler på, at udskiftning af køkkener og nye carporte finansieret af friværdien snart bliver en lige så populær aktivitet som under opturen.
En del af den danske ”Familie Friværdi” husker med bæven tilbage på rædselsårene 2008-2009, hvor den bristede boligboble høvlede milliarder af friværdierne. Helt præcist drattede friværdierne med 587 mia. kr. fra starten af 2007 til anden halvdel af 2009.