Boligejere skal have 518 mio. kr. tilbage i ejendomsskatter, som myndighederne har opkrævet ulovligt de seneste år. Det skønner Indenrigsministeriet i et notat, som for første gang sætter tal på, hvor stort omfanget af myndighedernes ulovlige skatteopkrævninger har været. Det skriver Jyllands-Posten.
Samtidig er det nu endegyldigt fastslået, at staten betaler regningen. Det fremgår af aftalen om kommunernes økonomi for 2012 mellem regeringen og kommunernes interesseorganisation, KL.
Rigsrevisionen er samtidig ved at kulegrave hele sagen bl.a. for at placere ansvaret og få klarlagt, hvorfor de ulovlige skatteopkrævninger fortsatte flere år efter, at myndighederne blev gjort opmærksom på dem.
De 518 mio. kr. dækker udelukkende tilbagebetalingen, fordi myndighederne har brudt to regler i skatteloven. Derudover har boligejere krav på et milliardbeløb, fordi deres fradrag for grundforbedringer har været sat for lavt.
De første boligejere kan se frem til at få penge retur senere i år.
Jp.dk