Regeringens plan om, at forbrugerne skal trække Danmark ud af krisen, risikerer at lide skibbrud. Overvismand Peter Birch Sørensen og cheføkonom Arvid Jacobsen fra LD spår, at de voldsomme dyk i friværdierne får danskerne til at holde pengene i lommerne endnu et års tid.
– De stigende friværdier var i høj grad med til at løfte forbruget under opsvinget, og det tilsvarende tab af friværdier risikerer at lægge en dæmper på forbrugslysten fremadrettet, siger Peter Birch Sørensen. Han har svært ved at dele regeringens optimisme om, at de små tegn på forbrugsstigning er andet end netop det – små tegn.
En analyse fra Handelsbanken spår et fald i forbruget på 1,5 procent hen over 2010, mens regeringens seneste spådom taler om vækst på 2,8 procent i forbruget.
LD-økonom Arvid Jacobsen siger: ”Der er rigtig meget, der tyder på, at husholdningerne i de gode år opfattede stigningerne i friværdierne som en engangsgevinst frem for en stigning i deres pensionsopsparing. Det betyder, at de har opført sig som om, de vandt en lotterigevinst. Nedgangen i friværdierne får omvendt husejerne til at spare op.”
Børsen side 16-17.