Berlingske-koncernens indtjening i 2007 blev stort set den samme som 2006 med et mindre fald på knap 10 millioner kroner.
Bag tallene gemmer sig dog et større fald i annonceindtægterne på knap 60 millioner kroner, som hos moderselskabet Mecom forklares med det dårlige boligmarked i Danmark i 2007.
Samlet landede Berlingske på et driftsoverskud før engangsposter på 290 mio. kr., og trods annonceproblemer vælger koncernchef Lisbeth Knudsen at fokusere positivt.
– Under de givne omstændigheder er vi tilfredse med årets resultat. Indsatsen med at optimere den samlede koncern begynder at vise sig i tallene, og vi står derfor godt rustet og klar til at fortsætte den positive udvikling i 2008, siger Lisbeth Knudsen.
Koncernens engangs-omkostningerne udgør 319 mio. kr., og det beløb afspejler dels lukningen af gratisavisen ”dato”, og dels omkostninger forbundet med nedlæggelsen af 350 stillinger.
/ritzau/cwl