En af de mest udbredte digitale reklamemetoder kan være på kant med EU’s persondataforordning GDPR.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt Wall Street Journal og TechCrunch, på baggrund af foreløbige resultater af en undersøgelse foretaget af det belgiske datatilsyn.

Datatilsynet har, på baggrund af flere klager, rettet et kritisk blik mod Real Time Bidding (RTB)-delen af det digitale økosystem for indkøb af bannerannoncer.

Det globale RTB-marked var ifølge analysehuset Market Research Future godt 30 milliarder kroner værd i 2018. Det forventes at vokse støt frem til 2023, hvor analytikerne tidligere har spået, at markedet vil være over 100 milliarder kroner værd på verdensplan.

RTB-metoden, som mange måske har stiftet bekendtskab med via Google Ad Manager, er baseret på et auktionsprincip, der foregår i realtid.

Det er i denne automatiserede proces, der finder sted millisekunder før en bruger loader et website, at den belgiske myndighed mener, der ikke leves op til GDPR-kravene.

Branchestandard under beskydning

Mere specifikt er det brancheorganisationen IAB Europes ”Transparency and Consent Framework” (TCF), der anses for at være lidt af en branchestandard, som datatilsynet kritiserer for blandt andet manglende “transparens, fairness og ansvarlighed”, fremgår det, ifølge TechCrunch, af den foreløbige afgørelse.

TCF, der blev lanceret i 2018, er ellers specifikt skruet sammen af IAB for netop at leve op til GDPR og EU’s ePrivacy-direktiv, og ifølge en pressemeddelelse fra IAB Europe, så er organisationen ”respektfuld uenig med ADP’s (den belgiske myndigheds, red.) fortolkning af loven”.

– Hvis fortolkningen opretholdes, så vil det få en afkølende effekt på udviklingen af opensource compliance-standarder, der støtter branchens spillere og beskytter forbrugerne, lyder det i meddelelsen.

Herhjemme er Danske Medier, der er dansk IAB-repræsentant, også uenig i belgiernes opfattelse af, at ”TCF bliver anvendt til at indsamlede følsomme personoplysninger”, skriver foreningen på sin hjemmeside.

RTB under angreb fra flere sider

Det er ikke første gang, der klages over RTB-metoden i Europa.

Eksempelvis publicerede den irske borgerrettighedsorganisation, Irish Council for Civil Liberties (ICCL) i september 2020 en rapport, hvori det hævdes, at AdTech-selskaber anvendte RTB, og TCF-standarden, til at målrette annoncer til LBBTQ+-personer under det polske parlamentsvalg i 2019, ligesom det britiske datatilsyn også tidligere har rettet et kritisk blik mod – og kritik af – RTB.

I den aktuelle sag har IAB Europe frem til 7. december 2020 til at komme med et skriftligt svar til det belgiske datatilsyn, og derefter kan klagerne komme med yderligere input frem til 11. januar 2021.

Dette kan IAB så svare på frem til 15. februar, og først derefter træffes der en afgørelse, som derefter kan appelleres til de belgiske domstole.

Der er ”desuden mulighed for at bede EU-domstolen om at tage stilling i sagen”, skriver Danske Medier på foreningens hjemmeside.