Det har ikke ligefrem skortet på marketing-aktiviteter op til lanceringen af den nye James Bond-film, Spectre, der rammer danske biografer torsdag i denne uge.

De officielle kommercielle partnere, heriblandt Sony, Aston Martin og Heineken, har allerede udnyttet tilknytningen til den nye product placement-ekstravagance i seværdige kampagner globalt.

Nu er marketing-aktiviteterne for filmen, som ifølge Bloomberg har kostet godt 2 mia. kr. at producere, også nået til Danmark.

Et eksempel var torsdag i sidste uge, hvor SF Film, der distribuerer den nye James Bond film herhjemme, gik i luften med en både iørefaldende og iøjnefaldende reklamestunt.

Kirke leverede lyden

Her blev Spectre-logoet – fjendens netværk i den nye James Bond-film – projiceret op på den blæksorte, københavnske aftenhimmel, mens James Bond-temaet bimlede fra Vor Frelsers kirkes klokkespil.

Den oplevelse var svær at ignorere, og den skabte positiv respons på sociale medier, hvor bl.a. DR Nyhederne bragte historien på Facebook.

– Spectre er blevet hypet i flere måneder over hele verden, men vi ønskede at skabe en lokal aktivitet der ville forankre budskabet omkring den kommende lancering af Spectre hos det danske publikum, siger Linda Markussen, Head Of Marketing hos SF Film.

– Vi ville skabe en event der kunne engagere publikums nysgerrighed på sociale medier. Kampagnens succes har oversteget vores forventninger, fortsætter hun.

Men hvorfor egentligt satse på noget så ”analogt” som klokkespil og et projiceret logo i den digitale tidsalder? Og hvorfor lige i København, som bryster sig af at være blandt nogle af verdens mest ”digitalt connectede”?

Svaret er ganske enkelt indhold, lyder det fra Jeppe Alexander Meier, Creative Content Manager hos Vizeum Danmark, der sammen med Posterscope LIVE eksekverede kampagnen.

– Vi tror på og oplever gang på gang, at indhold, kommercielt eller ej, som giver værdi for brugeren, har et kæmpe potentiale for at blive modtaget positivt og delt, siger han.

Se en film fra eventen her.

James Bonds ærkefjende våger over København!

Posted by James Bond 007 on 22. oktober 2015