Lanceringen sker til september, men allerede nu er forberedelserne i fuld gang. Bladets redaktør er netop blevet ansat og annoncesalget til bladet er lige skudt i gang.
Den norske udgave af Bo Bedre bliver et selvstændigt magasin, men knytter sig til den redaktionelle linje, som Bo Bedre har i Danmark.
– Tidspunktet er rigtigt nu, fordi vi ser en stor og stigende interesse blandt læsere og annoncører for boliger, boligudstyr og design i høj kvalitet. Vi fornemmer, at folk gerne vil orientere sig om, hvad der rører sig internationalt, samtidig med at de tager udgangspunkt i norsk og skandinavisk stil. Det er på det punkt, vi mener, at vi kan blive en unik inspirationskilde, siger Jens Henneberg, ansvarshavende udgiver for Bonniers magasiner i Norden.
Annoncesalget til Bo Bedre er lagt i hænderne på MMK, som er Bonniers faste samarbejdspartner i Norge. pia