Koncernchef i det svenske mediekonglomerat Bonnier, Jonas Bonnier, stopper som topchef ved årets udgang og koncentrerer sig i stedet om sin rolle som bestyrelsesformand for Bonniers amerikanske aktiviteter i Bonnier Corporation.

Det skriver borsen.dk

Jonas Bonnier har været topchef for Bonnier, der blandt andet ejer Børsen i Danmark, i seks år og stopper ved årsskiftet.

– Jonas Bonnier har lavet et fremragende stykke arbejde i en periode præget af store udfordringer for mediebranchen og vores selskaber, siger bestyrelsesformand Carl-Johan Bonnier til borsen.dk

Processen med at finde en afløser går i gang med det samme.

Carl-Johan Bonnier fremhæver især Jonas Bonniers arbejde med at forny ledelsen i Bonnier som et vigtigt skridt i bestræbelserne på at fremtidssikre mediekoncernen.

Børsen