– Medieverdenen er en mere foranderlig verden end nogensinde. Som bladhus skal vi være optimale på alle fronter. Da vores mulighed for at hæve priserne er begrænsede, er det nødvendigt, at vi ruster os. Det har vi gjort på et tidspunkt, hvor det gør mindst ondt, siger adm. dir. hos Bonniers, Michael Cordsen.
I sidste uge blev det officielt blandt medarbejderne, at mere end tyve medarbejdere skal forlade deres stillinger. Journalisterne går fri, da beskæringerne ikke skal forringe produkterne. Årligt giver fyringsrunden en besparelse på 20 millioner kroner, men der er tale om et beløb, man ikke forventer får effekt før næste år. Nedskæringerne kommer først og fremmest til at være administrative og produktionsmæssige arbejdsopgaver. Blandt andet vil fx arbejdsopgaver omkring Photoshop blive lagt ud på de enkelte blade, ligesom distribution og produktion vil blive slået sammen og administrative opgaver vil blive sammenlagt.
– Vi har ændret organisation, så den er blevet mere decentral og modstandsdygtig overfor konkurrence. De kreative ressourcer har vi holdt udenfor i den sammenhæng. Vores struktur har været udforandret igennem en årrække, men tiden var inde til at lave omstruktureringer, for det er nu, vi skal være ekstra omhyggelige med vores omkostninger, siger Bonniers direktør.
Hårdest ramt af portostigninger
I fremtiden vil større beslutningskompetencer blive lagt ud i virksomheden, for at opnå mindre bureaukrati og hurtigere beslutningsgange. Michael Cordsen understreger, at det ikke skal ses som en mulighed for, at ledelsen bedre kan se, hvor arbejdsgangen kan blive mere effektiv.
– Som medarbejder har man pligt til at vide, hvad man bliver målt på, siger han.
Bonniers er det bladhus, der bliver hårdest ramt af de nye portostigninger, som blev vedtaget i forbindelse med finanslovsforliget i efteråret. Planerne om Bonniers slankekur, der er iværksat i samarbejde med konsulentfirmaet KPMG, gik dog allerede i gang efter sommerferien.
– Udfaldet havde været det samme selvom der ikke kom en portostigning. Vi lever i en tid, hvor alle former for underholdning bliver billigere eller gratis som det eksempelvis er på internettet. I fremtiden skal vi hente vores læsere blandt en generation, der er vant til, at alle former for underholdning ikke må stige i pris.
Han mener, at de fleste organisationer har behov for at ændre deres struktur. Desværre kan han ikke udstede nogen garanti på, at de nye besparelser er nok.
– Der ligger ikke en ny plan for besparelser, men hvis der kommer nye store omkostningsstigninger eller annoncemarkedet ændres er vi nødt til at tage stilling til det.