Erfarne skibsmæglere er en mangelvare, og de dygtigste folk tager sig godt betalt. Så godt, at det trækker ned i årets resultat hos Maersk Broker, der er skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møllers personligt ejede skibsmæglervirksomhed.

Stigende bonusudbetalinger til selskabets mere end 200 skibsmæglere er således en kraftigt medvirkende årsag til, at bundlinjen i 2010 blev barberet ned med 16 pct. til 131 mio. kr., hvilket er det dårligste resultat siden 2004.

Maersk Brokers adm. direktør, Jørn Steen Nielsen, hæfter sig dog ved, at såvel omsætning som bruttofortjeneste blev løftet i 2010. Omsætningen landede således på 474 mio. kr. eller 39 mio. kr. mere end året før, mens bruttofortjenesten steg til 383 mio. kr. fra 354 mio. kr. i 2009.

–Når nettoomsætning og bruttofortjenesten går op, kan man ikke være andet end yderst tilfreds. Men det er blevet dyrere for ejerne at drive Maersk Broker, siger Jørn Steen Nielsen med henvisning til de stigende mæglerbonusser.