Finanstilsynet oplever en eksplosion i antallet af advarsler mod ulovlig virksomhed. De første 10 måneder af 2010 er der registreret 102 pct. flere advarsler end hele sidste år, når man lægger Finanstilsynets advarsler sammen med dem fra andre landes tilsynsmyndigheder, skriver Børsen.
Nogle gange er der tale om virksomheder, der blot mangler at blive registreret til at drive finansiel virksomhed i Danmark. Men ofte er der tale om ren svindel, hvor sagesløse borgere står tilbage med tab. Hos Finanstilsynet er kontorchef for Operationel Risiko Stig Nielsen opmærksom på den voldsomme vækst i antallet af advarsler.
– Vi har flere sager i år, end vi plejer. Men vi kan ikke sige, om det skyldes, at der er flere overtrædelser, eller om borgerne er blevet mere opmærksomme. Vi tror faktisk, at det er det sidste, fordi der er mange, der siger, at de har set advarslerne på vores hjemmeside eller hørt det i dagspressen. Borgerne er blevet mere opmærksomme og forsigtige, siger han til Børsen.