Bording koncernen, der bl.a. for et par år siden købte RelationshusetGekko, har atter en gang oprustet via opkøb.
Denne gang gælder det Hecht A/S, der er en af de største leverandører af instore-løsninger til detailkæder og kædebutikskoncepter herhjemme.
Med opkøbet skifter Hecht A/S navn til Bording Instore Danmark A/S, og virksomheden bliver ifølge Thomas Ladefoged, kommerciel direktør hos F.E. Bording, en af de førende skandinaviske spillere inden for instore-materialer.
– Hecht har meget stærke kompetencer inden for salg, udvikling og produktion af kreative og meget avancerede instore-løsninger. Opkøbet af Hecht er et vigtigt led i vores strategi om at være markedsledende inden for højt specialiserede instore-aktiviteter, som er efterspurgte og er et marked i vækst, siger Thomas Ladefoged.
Større instore-muskler
Alle 12 medarbejdere hos Hecht fortsætter i det nye selskab, der i tæt samarbejde med F.E. Bordings svenske instore-virksomhed i alt tæller knap 50 medarbejdere.
Kristian Behrens, adm. direktør og medejer i Hecht, er sat i spidsen for den skandinaviske satsning og skal styre salget i begge Bordings instore-selskaber.
– Med det nye Bording InStore bliver vi en førende spiller i Skandinavien. Vi får nu en international enhed, der kan tilbyde vores kunder langt større muskler samt en bredere og bedre produktportefølje, siger han.
Kristian Behrens peger bl.a. på, at der som en del af Bording koncernen er adgang til et kæmpe netværk samt online løsninger og indkøbsportaler.
Omsætter for 30 mio. kr.
Det kommer til at betyde, at Bording InStore nu kan håndtere alle marketingaktiviteter fra en portalløsning og i et endnu tættere samarbejde med kunderne.
– Vi har gennem de senere år haft en markant fremgang, og det forventer vi fortsætter med yderligere styrke nu. Udfordringen i dag er, at der skal produceres hurtigt, rigtigt og med optimal logistik, når der f.eks. skal 28 forskellige produkter ud i 1.600 detailbutikker samtidig. Her står vi nu endnu stærkere, siger Kristian Behrens.
Med kunder som tøjfirmaet Bestseller, restaurantkæden Sunset, ejendomsmæglerkæden Home, sportskæden Sportigan m.fl. har Hecht i en årrække været markedsledende i Danmark inden for kædebutikskoncepter.
Hecht blev etableret i 2005 af Jonas Birger-Christensen, der sammen med medejer Kristian Behrens sælger alle deres ejerandele til F.E. Bording.
Hecht omsatte i 2015 for 30 mio. kr., og opkøbet af Hecht forventes i 2. halvår 2016 at bidrage til Bording koncernens omsætning med ca. 15 mio. kr. Hecht opnåede i 2015 stort set et nul-resultat.