Årets Anders Bording-pris blev fredag tildelt Fagbladet 3F. Bladet får prisen for en aktiv journalistik, stor offentlig synlighed – og fordi bladet er en rollemodel for fagpressens muligheder i samspillet mellem print og elektronisk kommunikation.
Anders Bording Prisen gives til et fagblad, et tidsskrift eller en person, der på en iøjnefaldende måde har bidraget til højnelse af fagpressens omdømme.
Der blev desuden uddelt tre plaketter til:
Musikeren for kritisk og konstruktiv tema-journalistik om musikere og misbrug.
Journalist Per Thiemann, Dagens Medicin for aktiv journalistik, der forbedrer vilkårene for en overset gruppe – de syge og svage ældre
Journalisterne Steffen Hagemann, Ivan Enoksen, Morten Bonde Pedersen og redaktionssekretær Tom Nissen, alle Børn og Unge, for modig afdækning og vedholdende kritik af pengefråds i moderorganisationen BUPL.
Plaketterne gives som anerkendelse for en særlig indsats det seneste år inden for journalistik, fotoreportage/illustration, nylancering, design, internet m.v. – til en person, et team eller et blad.
Prisen og plaketterne blev overrakt i forbindelse med Dansk Fagpresses 100 års jubilæum på Københavns Rådhus i fredags.