De nye kommuner er blevet så store, at de fleste kommuner har oprustet kraftigt på kommunikationsområdet for at sikre, at de kommunale informationer fra politikere og forvaltninger når ud til alle borgere.

I landets største kommune, Ringkøbing-Skjern, har man valgt at få et professionelt kommunikationsbureau til at udarbejde en særlig velkomstpakke til alle 58.204 borgere. Indholdet er blandt andet en opfordring til dialog og en overordnet beskrivelse af den nye kommunes særlige fortrin.

I to af kommunens landsogne, Stadil og Vedersø, svarer borgerne nu igen med tilsvarende, professionel kommunikation. De to lokale borgerforeninger har sammen med den fælles idrætsforening produceret en profilavis, der skal fortælle de 29 politikere i byrådet om Stadil-Vedersøs kvaliteter og værdier. Profilavisen indeholder en række faktuelle oplysninger om de to sognes institutioner, foreningsliv, naturoplevelser – og virkelyst.

Anledningen er, at det nye byråd blandt andet har foreslået at nedlægge Stadil-Vedersø Skole. I den forbindelse har de lokale foreninger fundet det nødvendigt at sikre at politikernes kendskab til det berørte lokalsamfund blev konkretiseret og opdateret, da afstanden mellem politikere og borgere i dag er langt større end tidligere. Mange af politikerne i byrådet har da heller ikke ved selvsyn besøgt skolen.

Profilavisen, bliver overdraget til borgmester Torben Nørregaard på rådhuset i Ringkøbing, i dag mandag den 19. februar.