Udbygningen af det digitale tv-sendenet tager fart, og snart vil store dele af Vestdanmark kunne se tv med mindre sne på skærmen – i hvert fald hvis man tilhører den del af befolkningen, som henter tv-signalet via antennen på taget eller i stuen.
I starten af december offentliggjorde Boxer TV, at selskabet allerede fra 1. februar forventede at åbne for sluserne med digitalt tv til jyderne og fynboerne.
Dækningsområdet bliver nu udbygget med igangsætningen af Nibe-senderen, hvilket betyder, at Aalborg og resten af Nordjylland også kommer med på vognen.
Tidligere var det ellers meldt ud, at danskere i Aalborg samt Århus og Odense og Aalborg pænt måtte vente til 1. november sammen med Østdanmark.
Det tv-tilbud, der er tale om, er en introduktionspakke kaldet Boxer Vest. Den består af ni betalings tv-kanaler – TV 2 Zulu, TV 2 Charlie, TV 2 News, TV 2 Film, Kanal 4, Kanal 5, 6’eren, Discovery og Animal Planet.
Oveni i de ni tv-kanaler vil Boxer-kunder ligeledes gratis kunne modtage DR1, DR2, TV 2 og DR Update i digital kvalitet – i alt 13 af de mest populære tv-kanaler, der til sammen dækker langt de fleste danskeres almindelige tv-forbrug.
For at modtage digitalt antenne-tv kræver det enten en digital modtagerboks, som kobles mellem antennen og det ”gamle” tv-apparat eller en fladskærm med indbygget digital modtager.
Under alle omstændigheder skal udstyret have MPEG4-formatet og en kortlæser for at kunne modtage betalings-tv-kanalerne.