En af branchens absolut bedste tekstforfattere, Peter Boye, forlader den 1. april Mensch for at blive tekstforfatter i Wibroe, Duckert & partners. Dermed er ringen sluttet, idet Peter Boye efter en afstikker til Saatchi & Saatchi sagde ja tak til arbejde sig ind på en stilling som partner hos Mensch.

– Vi har været meget glade for det korte bekendtskab med Peter, men det er hans eget valg, at han vil tilbage til Partners, og vi ønsker ham al mulig held og lykke i fremtiden, siger Bjørn Stene, adm. direktør i Mensch.

Peter Boye nåede ikke at få alle betalinger på plads, så han formelt indtrådte som partner i Mensch-kredsen, der i dag tæller otte personer. Men han ville være blevet partner, hvis han ikke havde valgt at genindtræde i Wibroe, Duckert & Partners.

– Når en af branchens bedste tekstforfattere spørger, om vi har plads til ham, så finder vi pladsen. Vi har altid plads til branchens bedste seniorfolk, siger Bjarne Spellerberg Orfelt, adm. direktør i Wibroe, Duckert & Partners og PeopleGroup.

Tidligere i år vendte også Thomas Skov Petersen også tilbage til Partners efter to år hos Saatchi & Saatchi. Forinden havde kontaktdirektøren været 10 år hos Wibroe, Duckert & Partners.