“Ved Rialto Broen ringer min danske guide Niels til Venedigs turistkontor for at lave en aftale med min kontaktperson Cesare Battisti. Jeg skynder mig hen mod Castello. En fire meter høj dør ud for nr. 4421 fører ind i en marmorhal. Et lille guldskilt med teksten Azienda De Promozione Venezia viser vej. Oppe på førstesalen sidder Battisti bag et kæmpestort skrivebord omgivet af bjerge af breve.
“Aha, Signor Karup,“ Battisti lyser op et kort øjeblik og byder mig velkommen med sin italienske accent. Han er en lille hurtigtsnakkende mand , der er i stand til at tale både med mig og en producer fra fransk TV på én gang. Vi er her begge for at lave reportage om karnevalet.“
Teksten er en smagsprøve på den reportage, Steen Karup har lavet fra karnevalet i Venedig. Eller rettere: På den ene del af reportagen, for Steen Karup er først og fremmest fotograf. Reklamefotograf. Så teksten er kun et supplement til de historier, de farvestrålende fotos fortæller. Om masker og mystik, elskov og ekshibitionisme, om guld og gondoler i den gamle by.
“Carnevale di Venezia 99. Fotografisk rendezvous“, er titlen på reportagen. Og den er blot eet eksempel på de afstikkere fra hverdagens opgaver, som Steen Karup kalder International Fotojournalisme – afstikkere til anderledes omgivelser: Lapland, Ægypten, San Francisco og Hawaii, for blot at nævne et par eksempler.
Det er 10 år siden, Steen Karup første gang tog af sted på sådan en reportagetur, og han understreger, at turen til Venedig bestemt ikke bliver den sidste.
– Jeg har lært kolossalt meget af mine reportagerejser. De har været med til at sætte en udvikling i gang, så jeg rent fagligt har flyttet mig meget. Ligesom mine oplevelser giver inspiration også til dagligdagens opgaver. At komme ud på helt andre boldgader er faktisk en form for brændstof, selv om det ikke er så tit, jeg kan komme af sted. Hverdagen er jo fyldt med opgaver, kunder og aftaler, så det kan være svært at finde tiden. Derfor lykkes det ikke at komme af sted hvert år, ligesom mine afstikkere sjældent varer mere end fem-seks dage, forklarer Steen Karup.
Reportagerne – tekst og billeder – sælger han efterfølgende til forskellige medier: magasiner og dagblade i ind- og udland.
– Men jeg oplever også tit, at kunder får lyst til at bruge billederne til særlige formål. For eksempel benyttede reproanstalten Hammerschmidt mine fotos fra Lapland til en brochure om stokastiske raster, fortæller Steen Karup.
Steen Karup har dog ikke altid været fotograf. Oprindeligt er han uddannet art director og har arbejdet som ADer på flere forskellige reklamebureauer.
– Men i løbet af 70erne blev jeg mere og mere interesseret i at fotografere, så da jeg i 1986 sprang ud som selvstændig, bestod min forretning af såvel foto- som AD-opgaver.
– Efterhånden er jeg blevet mere og mere rendyrket fotograf, så mit firma skiftede for nylig navn til Steen Karup Fotografi, siger Steen Karup.
Han mener dog, det er en stor fordel at have de andre kvalifikationer med i rygsækken.
– Jeg har lært utroligt meget af mit job som ADer. Men det er først og fremmest fotografiet, jeg brænder for. Jeg er vild med at fotografere – det er en passion, som bliver værre og værre, understreger Steen Karup.