“Useriøst”.
Så kort og kontant lyder skudsmålet fra DRRB, når man spørger administrerende direktør Bjørn Karsholt om, hvad han mener om varehuset Bilkas invitation til, at kreative kræfter byder ind på selskabets skolestart-kampagne
Minimumbetalingen er 10.000 kroner, hvilket er en betaling, som Bjørn Karsholt opfatter som nærmest gratis.
– Jeg håber ikke, at der er nogle bureauer, der lader sig friste af Bilka-konkurrencen. Det står rimeligt klart, at dem, der byder ind på opgaven og ikke vinder, arbejder gratis, og det synes vi naturligvis, der er helt hen i vejret, siger DRRB-direktøren.
Kritikken kommer i kølvandet på, at Bilka har opfordret kreative talenter til at byde ind med ideer til, hvordan Bilka
bedst markedsfører dets skolestartsprodukter, og selv om Karsholt mener, at det kan være en god mulighed for en studerende, eller et lille nystartet bureau, så advarer han sine medlemmer mod at lade sig rive med af konkurrencestemningen.
– Hvordan tror du, at Dansk Supermarked eller Bilka ville reagere, hvis der stillede sig en række konkurrerende købmænd op uden for selskabets varehuse og tilbød sine varer gratis? Det ville de ikke finde sig i, og det er det samme, der er på spil for vores medlemmer i denne situation, slutter Bjørn Karsholt.