Det danske radiomarked lancerer den 1. februar i fællesskab en ny brancheorganisation, som skal opdyrke opmærksomheden om kommerciel radio og uddanne annoncemarkedet i mulighederne med radioreklame.
Den nye organisation, RAB Denmark, samler alle hovedaktører indenfor landsdækkende radio i én samlet indsats for at stimulere annoncemarkedets fokus på radio. Medlemmerne tæller indtil videre Sky Radio, Radio100FM, SBS-radioerne, Voice og Radio2, samt salgssamarbejdet Det Danske Radiobureau.
Det fælles samarbejde har været undervejs siden sidste vinter, hvor samtlige stationer tilkendegav en interesse i initiativet.
I 2004 kom de kommercielle radioer dog ind i en større krise, da reklameomsætningen blandt de kommercielle radiostationer gik ned. Det skete på trods af, at der var kommet to nye radiostationer til.
– Men nu skal vi løfte i flok i stedet for at bekrige hinanden, siger Ole Bygholm, Commercial Director, Sky Radio. Han understreger, at målsætningen med RAB Denmark dog ikke er at få stationerne til sammen at kæmpe mod prisdumpning. Derimod skal organisationen have et højt aktivitets niveau med konferencer og seminarer om kommerciel radio, samt at skabe dialog med medie- og reklamebureauer. De kommercielle radiostationer er netop gået i gang med at ansætte en direktør, som kan være daglig ansvarlig af RAB Denmark.