Mens corona-pandemien breder sig over hele kloden, byder dagligdagen for de mennesker, der stadig går på arbejde i marketingverdenen, på nye og anderledes udfordringer og tanker.

Markedsføring har stille en række marketing- og bureau-profiler en håndfuld spørgsmål om den nye hverdags-virkelighed: Hvordan de f.eks. fast i deres faglige inspiration? Hvad har overrasket dem? Hvad har branchen lært, når Danmark og verden åbner igen – og hvad skal de selv, som det første, når Mette Frederiksen & Co kontrolleret åbner landet igen?

I dag kan du møde Kristoffer Gandsager fra Hjaltelin Stahl, Michala Svane fra Tivoli, David Asmussen fra Marketsquare, Trine Keller-Andreasen fra Another, Morten Boye fra Carlsberg og Kirsten Dinesen fra FrontPage.

Kristoffer Gandsager, Creative Director, Hjaltelin Stahl

Hvad er din største arbejdsmæssige udfordring lige nu? 

– Min internetforbindelse derhjemme. Den er desværre ikke gearet til den nye 100% online virkelighed, og det er ikke nemt at få en ny opkobling i øjeblikket, skulle jeg hilse og sige. Og så selvfølgelig børn på arbejdspladsen.

Hvordan holder du fast i din faglige inspiration? 

– Situationen i sig selv byder på så mange nye faglige udfordringer og opgaver, at inspirationen kommer meget af sig selv i disse dage. Vi er nødt til at tænke det hele på en ny måde. Det er i sig selv en god katalysator for nye ideer og tanker.

Hvad har overrasket dig mest positivt rent fagligt, siden regeringen lukkede DK ned? 

– For det første har det været en positiv oplevelse at se, hvor problemfrit det egentlig var at rykke hele bureauet online. Det foregik faktisk fuldstændig smertefrit. Men derudover er det forståelsen og viljen fra mange annoncører til at hjælpe til og gøre en reel forskel.    

Hvad har marketing/bureau-branchen lært, når Danmark og verden åbner igen? 

– Værdien af at gøre noget i modsætning til kun at tale om det. Det er åbenlyst, at denne specielle situation kræver reel handling. Den tydelige kobling imellem samfund og forretning tror jeg også kommer til at påvirke måden, vi kommer til at arbejde med branding og kommunikation fremadrettet.

Hvad er det første, du selv skal, når sluserne åbner – og hvorfor?

– Det bliver nok en tur til frisøren. Beatles-hår klæder mig ikke.

Michala Svane, CMO, Tivoli – kåret som Årets CMO 2020

Hvad er din største arbejdsmæssige udfordring lige nu? 

– Det er den usikkerhed, der er i forhold til en genåbning af Danmark. I Tivoli har vi udskudt vores åbning til d. 16. april, men følger selvfølgelig situationen meget tæt. Vi ved ikke, hvordan og hvornår Danmark åbner og hvilken betydning det får for Tivolis mange forskellige aktiviteter. Vi har som bekendt både forestillinger og shows, restauranter, hotel, events, et stort musikprogram og selvfølgelig Haven, og vi vil gerne sikre den bedst mulige planlægning for vores medarbejdere og kommunikation til vores gæster. Men lige nu er der ret mange ubekendte, hvilket gør at vi skal have en plan for en række mulige scenarier på tværs af forskellige forretningsområder.

Hvordan holder du fast i din faglige inspiration? 

– Jeg læser en del om kommunikation i krisetider, og så synes jeg, at det er interessant at se, hvordan andre virksomheder håndterer deres kommunikation og markedsføring. Jeg taler også en del med mit netværk og sparrer med dem om, hvordan de kommer igennem krisen og bevarer motivationen hos deres medarbejdere. Det er afgørende for vores succes, at vi ikke lader os lamme af nervøsiteten, men forsøger at komme bedst muligt igennem krisen, så vi står stærkest muligt på den anden side.

Hvad har overrasket dig mest positivt rent fagligt, siden regeringen lukkede DK ned? 

– En lang række af mine medarbejdere er hjemsendt med lønkompensation eller arbejder hjemmefra. Det har været fantastisk at følge det store engagement fra alle medarbejdere, og hvordan vi via Teams har kunne fortsætte det tætte samarbejde – selvom det er hver for sig. Der er et fantastisk sammenhold og dedikation fra alle i Tivoli til at få tingene til at fungere og få både medarbejdere og Tivoli bedst muligt igennem det her. Jeg ved ikke, om det er en overraskelse – men det er i hvert fald fantastisk at opleve.

Hvad har marketing/bureau-branchen lært, når Danmark og verden åbner igen? 

– Jeg håber, at alle har lært, at man ikke skal forsøge at kapitalisere på en krise. Jeg synes, der har været nogle eksempler på markedsføring, hvor man godt har kunne få en lidt dårlig smag i munden.

Hvad er det første, du selv skal, når sluserne åbner – og hvorfor?

– Jeg skal ud og have en G&T i solen med en masse gode venner og kollegaer. Jeg savner enormt at kunne hygge mig med gode venner og nyde deres fantastiske selskab. Social distancering, ingen kram, ingen fester, ingen større forsamlinger… ja hvem ville have gættet, at introverte var de nye cool kids?

David Asmussen, Creative Director, Marketsquare

Hvad er din største arbejdsmæssige udfordring lige nu? 

– Manglende fornemmelse er vel det mest dækkende, når jeg skal beskrive mine udfordringer. Uanset om man præsenterer, sparrer eller diskuterer – så er det enormt svært at fornemme en stemning eller en holdning. Og så gør det mig sindssyg, når man skal klippe film eller rette detaljer over telefonen. Tidsforbruget på småting er eksploderet, fordi men ikke lige kan kigge med over skulderen.  

Hvordan holder du fast i din faglige inspiration? 

– Her er der ikke meget der er ændret. Man er selvfølgelig markant mere online end tidligere – men jeg har altid levet efter Poul Nesgaard devisen: Tidspres er min bedste inspirationskilde. Så på den front mangler jeg ikke noget.

Hvad har overrasket dig mest positivt rent fagligt, siden regeringen lukkede DK ned? 

– Helt klart relationen til vores kunder. ”Vi skal gennem det her sammen” er noget jeg oplever hos alle vores kunder. Og det er enormt bekræftende at arbejde med dem, som om man er i det samme team. Der er ikke længere dem og os. Der er kun vi. 

Hvad har marketing/bureau-branchen lært, når Danmark og verden åbner igen? 

– Desværre tror jeg slet ikke vi har lært nok. Nu er jeg efterhånden så gråhåret at jeg har oplevet både en dot.com boble og en finanskrise. Og alt for mange ting ligner noget, jeg har set før. Under finanskrisen fastholdt BMW i Sverige som det eneste bilbrand deres markedsføringsindsats. Og selvom markedet gik markant ned – så var skaden mindre hos netop BMW, samtidig med at deres markedsandel blev øget markant. Alligevel stopper brands over en bred kam deres markedsføringsindsats. Det giver god mening mange steder at stoppe, men ikke overalt. Vi er hjemme, arbejder hjemme og køber ind hjemme fra. Men vi er ikke stoppet helt med at handle, og vi involverer os stadig i brands. De brands, der vil stå stærkest efter krisen, er dem der har fastholdt eller styrket deres relation til forbrugerne. Det burde vi vide.

Hvad er det første, du selv skal, når sluserne åbner – og hvorfor?

– Jeg savner virkelig en kop kaffe på Next Door Cafe. Og bland-selv-slik – men det bliver det nok ikke liiige til foreløbig.  

Kirsten Dinesen, Managing Director, Frontpage PR

Hvad er din største arbejdsmæssige udfordring lige nu? 

– At få tid til det hele. Mange af de småting, man lige får koordineret, når en kollega stikker hovedet ind på kontoret, er nu på mail, Trello, docs osv. Det sluger tid og koncentration. Men vi er da lykkedes med, fra tre lande og seks lokationer, at præsentere en hel kommunikationskampagne. Og det gik da ret godt.

Hvordan holder du fast i din faglige inspiration? 

– Som PR og Kommunikationsbureau er det jo et konstant casestudy at følge, hvordan regeringen, styrelser og alle mulige andre kommunikerer om Corona – eller covid-19. Hvordan pressen agerer både som den 4. statsmagt – og som formidler af mere eller mindre troværdige historier.  For ikke at tale om alle de eksperter, der også gerne “vil til fadet” med deres mening. 

Hvad har overrasket dig mest positivt rent fagligt, siden regeringen lukkede DK ned? 

– Jeg har siden engang i midt-00erne, for Google og Ericsson, kommunikeret om, hvor vigtigt det er at komme online og bruge alle de muligheder, som digitaliseringen giver. Så det er fantastisk at opleve, hvor villige alle er til at udnytte det – og at opleve, at selv de mest indædte modstandere kommer om bord. Men jeg har da skulle agere help-desk for et par direktører.

Hvad har marketing/bureau-branchen lært, når Danmark og verden åbner igen? 

– At forbrugerne er så omstillingsparate og ændrer adfærd på den korte bane. Det bliver meget interessant at se, hvordan denne nedlukning kommer til at påvirke os alle sammen, både i forhold til forbrug – men også i prioriteringer i livet. For branchen bliver det afgørende, hvor hurtige vi er til at forstå og acceptere en ændret adfærd. (Og jeg orker ikke at sige digitalisering og virtuelle netværk).

Hvad er det første, du selv skal, når sluserne åbner – og hvorfor?

– Vi har holdt fredags-cocktail med forskellige venner, hver fredag. Virtuelt i stiveste puds og fuld make up. De klarer sig nok. Så er der naturligvis mine kollegaer. Vi holder møde hver morgen – men det er noget andet mødes og høre, hvordan de egentlig har det. Min familie er top prioritet. Jeg har en højgravid datter – så der er nok en baby jeg gerne vil se.

Morten Holst Boye, VP AFB, Carlsberg Group Commercial

Hvad er din største arbejdsmæssige udfordring lige nu? 

– At arbejde med flere markeder som lige nu er i forskellige faser af COVID-19 cyklussen. Mange markeder er som Danmark midt i det og stort set lukket ned, Kina er allerede i comeback fasen og så er der få markeder i specielt Østeuropa der først nu begynder at mærke krisen. Som central funktion arbejder vi lige nu primært med planerne for 2021 og det er en balance at respektere, at de lokale markeder lige nu har fuldt fokus på at manøvrere i en daglig forretning med masser af usikkerheder – og behovet for samtidig at have stærke planer, vi kan eksekvere, når vi er ude af den nuværende situation. Plus at vi har planlagt 2021 hvor vi skal sikre fortsat fremgang, og hvor vi forhåbentlig er tilbage i en normal situation.

Hvordan holder du fast i din faglige inspiration? 

– Vi har daglige videomøder i det ledelsesteam, som jeg er en del af, ligesom vi har daglige møder i mit eget team. Vi får også mange analyser næsten daglig fra de store konsulenthuse som perspektiverer og inspirerer. Lige nu har vi mest fokus på at hjælpe markederne med at optimere og inspirere til, hvordan vi agerer, når det hele åbner op igen ved at sikre stærke ”bounce back” planer.

Hvad har overrasket dig mest positivt rent fagligt, siden regeringen lukkede DK ned? 

– Det har været meget inspirerende at opleve, hvordan vi både som virksomhed og som kollegaer hver især har været omstillingsparate, og hvordan vi opretholder kadencen i forretningen selv under meget ændrede forhold. På denne tid af året har vi mange større workshops og konferencer hvor vi planlægger det følgende år og som vi normalt flyver ind til. Disse har vi skullet finde alternative løsninger for, og det har fungeret fint – selv kategori workshops med 75 deltagere fra hele verden har fungeret overraskende godt virtuelt. Så der er helt sikkert en masse læring vi tager med os som kan øge effektivitet og reducere omkostninger fremadrettet. Desuden havde jeg ikke forestillet mig at virtuel fredags bar ville blive en ting, men det fungerer rigtig fint og er med til at sikre, at vi er lidt socialt sammen med vores kollegaer også – hver for sig.

Hvad har marketing/bureau-branchen lært, når Danmark og verden åbner igen? 

– At alt det, vi går og tror er det vigtigste i verden, kan blive slået hjem … og at der findes løsninger og muligheder, når alt det, vi troede var det vigtigste i verden, ikke kan lade sig gøre. Vi kommer også til at se at digitaliseringen tager yderligere fart, og for os der arbejder med dagligvarer, så skal vi til at vænne os til at forbrugerne også handler dagligvarer på nettet. Så tror jeg også, at overflade vil have endnu vanskeligere vilkår fremadrettet, og vi kommer til at kræve mere substans, ansvar, nærvær, respekt og ordentlighed. Jeg tror, at brands og virksomheder, der udviser disse dyder lige nu, når vi alle har vinden i ansigtet, kommer styrket ud på den anden side. Desuden vil vi også finde ud af hvilke bureau/brand samarbejder, der er virkelige partnerskaber, og hvilke der blot er transaktionelle forhold. Det bliver tydeligt efterhånden som krybben tømmes på begge sider af bordet.

Hvad er det første, du selv skal, når sluserne åbner – og hvorfor? 

– Til frisør – fordi min normale fire ugers frisør-cyklus allerede var ved at rinde ud, da frisørerne blev bedt om at lukke … Desuden holder jeg meget af at spise ude og få gode øl, så jeg ser frem til igen at kunne gå ud. Og så håber jeg virkelig, at der bliver åbnet op til sommerens festivaler, så vi alle kan komme på græs og opleve fede bands, nyde gode øl og indhente alt det sociale samvær, vi må undvære lige nu.

Trine Keller-Andreasen, Head of Strategy, Another CPH

Hvad er din største arbejdsmæssige udfordring lige nu? 

– Kombinationen af overflod af digital dialog og underskud af fysisk dialog og samarbejde har gjort, at jeg af og til de sidste par uger har følt, at mine evner har sat sig selv i karantæne. Jeg hader at tale i telefon, så jeg savner snakken på kontoret omringet af opslagstavler, dér hvor man sammen finder den bedste løsning, ikke kun min løsning. Savner ikke flere afstemningsmøder i min kalender.

Hvordan holder du fast i din faglige inspiration? 

– På daglige gåture med hunden eller en tidlig morgencykeltur langt væk. Vi befinder os i en tid, hvor vi ikke nødvendigvis finder vejen frem i AdAge, men ved med maven mærke efter, hvad der er rigtig – med andre ord, stole på vores intuition og erfaring.

Hvad har overrasket dig mest positivt rent fagligt, siden regeringen lukkede DK ned? 

– Branchemæssigt var der ikke meget må jeg indrømme. Arbejdsmæssigt, at jeg har følt at den retning vi trækker Another i, føles endnu mere rigtige. Det er dog mere bekræftende end overraskende.

Hvad har marketing/bureau-branchen lært, når Danmark og verden åbner igen? 

– At fluff er fortid. At man har indset at brand monologer og reklame, der kun taler til den venstre hjernehalvdel kun er dyrere og mindre effektive i længden. At det er dialogen med den højre hjernehalvdel, dér hvor empatien ligger, at de virkelige relationer mellem brand og forbruger skabes. Dertil at CRM er mere end et digitalt system, man køber og kun bruger til email: ALT, hvad du foretager dig som brand, er Customer Relationship Management. At det først er, når man virkelig forstår det, at man ”vinder”.

Hvad er det første, du selv skal, når sluserne åbner – og hvorfor? 

– Er lidt af en ”hermit”, så vil tage den med ro og kigge på alle dem, der febrilsk vælter ud og omgås. Dernæst, en tur i fitness, se min snarligt kommende nevø for første gang – for til slut at ordne verdenssituationen med nogen på Palæbar.