Det dansk/engelske kommunikations- og designbureau Kernel A/S udvider igen i England. En fusion mellem virksomhedens Oxford-baserede bureau Kernel (UK) Ltd. og Marketing Team Direct Ltd. tilfører virksomheden en række nye kompetencer inden for digital kommunikation og BTB dialogmarkedsføring.
− I disse krisetider oplever vi en forøget efterspørgsel efter både vore strategiske og taktiske kompetencer, siger adm. dir. Poul H. Lorentzen, og fortsætter:
− Vi betragter os selv som kommunikationsarkitekter snarere end håndværkere, og derfor bliver vi oftere inviteret indenfor, når den strategiske kurs skal revideres og aktiveres, end når der skal produceres nye kundemagasiner. Der findes mange dygtige reklamehåndværkere – i ordets bedste betydning – men vi tror på, at fremtiden tilhører dem, der kan tænke integreret og på tværs af medier, platforme og markeder. Derfor har vi fra start fokuseret benhårdt på at positionere bureauet internationalt og først i værdikæden.
Tænker integration på tværs af platforme, medier og markeder. Er der et bureau, der ikke vil skrive under på den erklæring?
− Der er mange, der bruger de samme ord. Der er knap så mange, der gør det. Vi har et populært slogan, der lyder: ”Think touchpoints before media.” Det illustrerer, hvad vi mener. De fleste andre bureauer går direkte til eksekverings-mode efter et mediavalg, der er givet på forhånd − af kunden eksempelvis. Vi mener, at vi begynder tidligere i værdikæden.
Forklar det lidt nærmere?
− Det er forbrugerens modtagelighed i et bestemt touchpoint − på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt − der afgør mediavalget. Vi vil være med, når man formulerer strategien, før man går til aktivering. Desuden siger vore erfaringer os, at der mellem strategi og aktivering bør indskydes et værktøj, vi kalder brand activation. Her kvalificerer vi brand strategien, før vi går ind og aktiverer kommunikationen via de bedste platforme.
Sker det ikke i alle tilfælde, hvis man er et seriøst bureau?
− Vi ønsker at ændre på den typiske situation, hvor en kunde afleverer en færdig strategi til et reklamebureau, der så drøfter mediavalget igennem med et mediabureau. Vi mener, at man vinder meget ved at være til stede, så man på et tidligt tidspunkt i processen kvalificerer både strategi og eksekvering.
Kernel startede beskedent i Århus i november 2005 med 5 medarbejdere fra det hedengangne Ogilvy & Mather Århus, og er siden vokset til en medarbejderstab på 21. For nylig er ansat endnu en medarbejder, hvortil skal lægges de seks nye fra Marketing Team Direct. I dag er der altså 28 medarbejdere på de to kontorer i Århus og Oxford, England.
Hvorfor egentlig Oxford?
− For os har det været fantastisk værdifuldt at være placeret i Århus og Oxford, hvor et tæt samarbejde med universitetsmiljøet sikrer os det fornødne faglige niveau i arbejdet med vore kunders mange forskellige kommunikationsudfordringer, slutter Poul H. Lorentzen.
Bureauet betjener få, men store internationalt orienterede kunder som Grundfos, Arla, Mejeriforeningen, PepsiCo, Dairy Board of Northern Ireland, Symington’s, Greencore og Tulip.
Inden for det seneste par måneder har Kernel vundet en stor pitch i Bruxelles med navnet European Dairy Marketing Platform. Opgaven går ud på udvikle strategi og kommunikere for Mejeriforeningens europæiske paraply.