Hos e-Types mærker de, at der internationalt er efterspørgsel efter brandingbureauet.
Det gælder også for vækstmarkedet Indien, hvor e-Types har opbygget en solid kundegruppe. To års målrettet satsning giver nu afkast, og i ledelsen venter man sig meget af Indien.
– For få år siden handlede Indien om billig arbejdskraft, it og fattigdom, fortæller Thomas Sehested, ansvarlig for de indiske opgaver hos e-Types. ”Men sådan ser det ikke længere ud, hvis du spørger mig.”
– Igennem de sidste to år har vi arbejdet med e-commerce, fashion og livstilsbrands i Indien, og om kort tid åbner en ny serie indiske skobutikker, der er gennemdesignet af os. I december havde vi igen et hold ude på foto- og videoopgave, som skal bruges i markedsføringen i Indien og sandsynligvis også i Mellemøsten.
Adspurgt om de videre muligheder fortæller Rasmus Ibfelt, managing director på e-Types, at de næste projekter handler om aviser, guld og juveler.
– Og så vi taler med en del industrivirksomheder, som også kan se behovet for branding og indsatser – fx i et employer-branding-perspektiv, tilføjer Rasmus Ibfelt.
– For os handler Indien om at nå ud til de hundrede millioner af indere, der efterspørger brands og services, som er på europæisk niveau – ikke at det nødvendigvis er vestlige brands, men faktisk indiske producenter, som er nødt til at følge med efterspørgslen. I Indien arbejder vi derfor især med indiske brands til indiske forbrugere, beretter Thomas Sehested.
–Vi har på kort tid fået skabt et solidt fundament med vores lokale partnere, og vi tror på, at Indien er et vigtigt element i vores fremtidige vækst, slutter Rasmus Ibfelt fra e-Types der efterhånden har 50 fastansatte medarbejdere.