For anden gang på otte måneder er Svane Køkkenets brand og logo blevet misbrugt på Facebook.
Og igen er der tale om et set up, der lokker brugerne af det sociale medie til at deltage i en konkurrence om at vinde et køkken.
Nu er der endda udtrukket ”en vinder”, men på trods af adskillige henvendelser, har Facebook endnu ikke lukket den falske konkurrence-side ned.
Sidste efterår var Svane Køkkenet udsat for det samme, men dengang lykkedes det virksomheden selv – i samarbejde med sit mediabureau – at spore det telemarketingfirma, der stod bag konkurrencen.
Det førte dengang til en politianmeldelse, og det vil også ske denne gang, lyder det fra selskabets adm. dir. Ole Lund Andersen fra TMK A/S, der ejer Svane Køkkenet.
Hvis altså man kan finde fuskerne. For i modsætning til sidst, ligger denne konkurrence på en server i Panama, og der har foreløbig ikke været megen hjælp at hente hos Facebook.
Skriv en ansøgning
Svane Køkkenet og mediabureauet har fundet frem til at den falske side ligger på en server, der hedder ”whoisguard” i Panama, men længere kan man ikke selv komme denne gang.
– Og det værste er næsten, at siden endnu ikke er blevet lukket ned, selv om vi har bedt Facebook om det indtil flere gange, siger Ole Lund Andersen, og tilføjer:
– Jeg finder det særdeles groft, at et andet firma igen forsøger at misbruge vores brand, og vores høje kendskabsgrad og goodwill til at lokke personlige data ud af Facebook-brugere. Og nu er der endda trukket ”en vinder”. Det er jo helt grotesk, siger han og tilføjer, at han er noget skuffet over Facebooks reaktion – eller rettere mangel på samme.
– Vi har indtil flere gange bedt Facebook om at få lukket siden, men der sker ikke noget. Vi får at vide, at vi kan ansøge om at få den lukket ved at udfylde nogle papirer, og det er jo noget mærkværdigt, når de endda siger, at de ved, hvem det er, der står bag.
Men kan de så ikke fortælle jer det, så I kan indgive en politianmeldelse?
– Jo, det ville vi jo også gerne have. Men Facebook siger, at de ikke vil oplyse det til os. De oplyser det kun til politiet, hvis der kommer en anmeldelse – men vi kan jo ikke anmelde nogen, vi ikke ved hvem er.
Så hvad gør I nu?
– Vi undersøger, om vi kan anmelde det uden, at vi har navnet på dem, der står bag. Det er vi i dialog med vores advokat om lige nu. Og så kan vi jo kun håbe, at Facebook vil gøre noget. Men som det ser ud lige nu, må jeg indrømme, at jeg er skuffet over deres manglende hjælp.
Overvejer I at droppe Facebook som annoncemedie fremover?
– Ja, det kan jeg ligeså godt være ærlig og sige, at vi gør. Vi er ellers glade for Facebook, som jo er i stand til at sikre, at vi kommer ud til rigtig mange. Men efter dette her vil vi nok lige gå i tænkeboks.
Markedsføring har kontaktet Facebook for at få en kommentar, men mediet er i skrivende stund endnu ikke vendt tilbage.