Først en finurlighed fra omkring 1960. Cigaretmærket Raleigh skulle introduceres på det danske marked, dengang var der større mangfoldighed i tobaksforretningerne. En reklamemand fik den brilliante outdoor-idé, at der skulle kastes tomme, let krøllede Raleigh-pakker på fortovet, så fodgængerne kunne bibringes den opfattelse, at ”folk” var gået over til dette brand. Gadeskrald var forholdsvis ukendt, selv om gadefejere fandtes. Den konkrete effekt for Raleigh kendes ikke, den langsigtede gør.
De grande globale mærkevareindehavere kan umuligt drømme sig til, at de opnår gratis exponering, når fx et brugt bæger flyder rundt og leder efter en rendesten. Eller gribes man i virkeligheden af lækkertørst ved at se et kasseret maxi XY Cola papkrus med plasticlåg og bøjeligt sugerør? Her må adfærdsforskerne træde til. Objektivt set bidrager XY Cola med 1 stk. forureningsenhed, subjektivt er det naturligvis smideren, der er synderen, som ikke gad vente på en af faldsspands opdukken.
Byens gader var renere for 40 år siden, da go-and-eat-and-drink konceptet var utænkeligt. ”Folk” gik virkelig ikke rundt med sutteflasker eller pizza-slices. For det første eksisterede disse bidrag til den internationale fordøjelses opretholdelse slet ikke, og man kunne ikke balancere med en åben madpakke midt i Grønnegade. For det andet ville det blive betragtet som hensynsløst at påføre sine omgivelser risikoen for at blive tværet ind i salatdressing, som for øvrigt heller ikke var opfundet i sin nuværende form i 1960. Man forestillede sig heller ikke, at udsyrede freaks ville male grimme tags på husene. Dog kendte vi til begrænsede udslip, for som det hed på en adfærdsregulerende plakaten: ”Madpapir og Æggeskaller pynter ej i Skovens Haller”.
Nu træder Bjørn Lomborg ind. Ham skal man hade, hvis man ikke vil beskyldes for at nære de forkerte meninger, og så er han tilmed dømt uvidenskabelig. Der er kun én sandhed, alt andet er kætteri. Vé den, der råber op i Miljøkatedralen!
Lomborgs m iljøvurderingsinstitut IMV påpeger den stærkt stigende mængde skrald, som det hensynsløse menneske smider fra sig. Det koster 10 millioner at rydde op efter skovsvin, 20 millioner at rense strandene og flere hundrede at holde byerne rene. Vil vi betale for det, eller skal det gøres strafbart? Singapore-modellen er barsk: Gadegriseri koster 18.000 kr. i bøde, kombineres med arbejdstjeneste i kedeldragt og med fejekost. Singapore, som er 2 kvadratkilometer mindre end Bornholm og har et par millioner indbyggere, er berømt for en uforsonlig kurs mod tyggegummi, som vitterligt er ødelæggende for gadebelægningen.
Mindre kendt er måske proceduren i tilfælde af, at en trængende singaporgenser tisser i elevatoren. En detektor standser elevatorstolen, synderen hænger mellem to etager. Når døren åbner sig, møder pisseren en velkomstdelegation med en pressefotograf. Skamme-skandalen er fuldkommen.
IMV citerer de italienske turistmyndigheder, der har beregnet nedbrydningstider for objekter, der belaster miljøet i en såda n grad, at der sidste år blev fjernet 1764 tons fra danske motor- og landeveje, i 1998 var mængden 1.003 tons.

Bananskræller: 1 mdr. – Aviser: 3 – 12 mdr. – Cigaret med filter: 1 – 2 år – Uldvanter: 3 år –
Tyggegummi: 5 år – Aluminiumsdåser: 10 – 100 år – Nylonstrømper: 35 år – Skosåler: 75 år –
Plasticposer: 100 – 1.000 år. – Glasflasker: 4.000 år.

Det amerikanske riffelforbund plejer at fremhæve, at et gevær ikke går af, medmindre nogen trykker på aftrækkeren, og en lignende logik kan anlægges med hensyn til Trash Branding. Fabrikanterne vil være kede af at blive tvunget til at beskylde konsumenterne for at svine med tom emballage, og det er vanskeligt at sortere hensynsløse fra hensynsfulde kunder, og det bliver heller ikke sjovt med embedsmandsudvalgsdesignede pantordninger eller grimme afgifter, som pålægges vildført pølsepapir. Heldigvis har vi skattestop og kan indtil videre nøjes med adfærdsafgiften på plasticbæreposer med hank.
I denne venlige påmindelse er der udover et eksempel på et for læng st forsvundet cigaretmærke ikke anført brands, logoer eller andre indregistrerede varemærker, ligesom der ikke forekommer angivelse af enkeltfirmaers ejer- og skatteforhold.
Bureauer, der ønsker at udvikle og videresælge antiforureningsemballageprogrammer, kan sikkert selv finde de mest oplagte angrebsfelter. En overbevisende indgang kunne være at foretage en gadeanalyse og registrere de forskellige mærkers affaldsfrekvens. Pas nu på, at det ikke får karakter af blackmail, der er ingen grund til at true med at udlevere undersøgelsen til pressen. Det er udansk og skal ikke antydes, det ligger alligevel i luften, at det måske er en god idé at købe sig beskyttelse med det samme.
Kundens kunst består i at sige til sin kunde: ”Lad venligst være at opføre dig som et gade- og natursvin” så kunden ikke svarer ”Hva’ fa’en har du gang i? Få dig dog et liv!”.