Selv om Danmarks største portal for handel med biler er relanceret gentagne gange over de seneste 20 år, så er en ny brand-update i fuld gang med at skabe bemærkelsesværdige resultater.
Nyt design og en mobile first-strategi har således på kort tid sikret portalen en vækst i brugeroprettelser på 189 procent, og en forøgelse i log-in på Bilbasen.dk med 143 procent.
Og det overgår langt de mål som blev lagt i starten af projektet.
Andrew Whitehair, direktør for Bilbasen, der er ejet af amerikanske eBay, siger, at man med det nye design har ønsket at give brugere et mere nutidigt og inkluderende Bilbasen:
– Et Bilbasen, der har fokus på en bredere målgruppe, og som derfor henvender sig til både bilentusiasten og til brugeren, som har behov for lidt mere information. Vi ønsker at opfylde brugerens behov for inspiration til køb og salg, uanset hvor brugeren befinder sig, og hvad de ved om biler, siger han.
Tjener penge
Brugernes øgede engagement kan også aflæses direkte på bundlinjen, da Bilbasen som bekendt tjener på de annoncer som oprettes.
Køb af annoncering og produkter i forbindelse hermed er således steget 44 procent over de seneste seks måneder.
Koblingen mellem køber og sælger er desuden blevet markant forbedret, og ifølge Andrew Whitehair er Bilbasen ganske enkelt blevet en mere effektiv markedsplads.
– En ny brugertest på Bilbasens mobile website i forbindelse med projektet viste en stigning på over 100 procent i antallet af henvendelser til vores bilforhandlere og private sælgere. De kontaktskabende elementer er naturligvis efterfølgende implementeret som en del af vores brand-update, og vi er meget tilfredse med resultaterne, siger han.
Altid i udvikling
Brand-updaten er udrullet løbende over de seneste måneder, og fortsætter i den kommende tid med at blive færdiggjort på alle de platforme, som brugerne kan tilgå.
Strategien har været at starte med de små og komplekse skærmstørrelser – derfor begyndte man med de mobile platforme – og nu kommer turen til desktop. Så de brugere, der besøger Bilbasen via en computer vil altså få en helt ny oplevelse i den kommende tid.
Og i virkeligheden er portalen mere eller mindre altid i udvikling, lyder det fra Andrew Whitehair:
– Vi bliver aldrig færdig med at opdatere og rette Bilbasen til, således at brugerne får den bedste oplevelse, og vi som markedsplads bliver endnu mere effektiv.
Sådan gjorde de
· Brand-updaten startede med en dialog med brugerne om opfattelsen af det gamle Bilbasen, og deres ønske til en række nye funktionaliteter
· Analysen førte til et designoplæg med assistance fra Re-public, og det nye design blev præsenteret for et brugerpanel med henblik på feedback
· Brand-updaten blev herefter implementeret, først på IOS, altså til iPhone og Ipad, herefter Android-telefoner og til senest desktop og mweb
· Projektet har varet seks måneder, og har haft et budget på mere end fire millioner kroner