Dialogbureauet Maximus, der opstod på ruinerne af det konkursramte selskab Sepia, er blevet en del af Brandhouse-gruppen via et nyt selskab.
Sepia, der var ejet af Per Djervig-Chamby og reklamebureauet DDB, huserede i mange år på det danske marked for dialogmarkedsføring, men bureauet valgte at trække sig fra selskabet.
Efter en konkurs opstod et nyt bureau, Maximus Copenhagen, som dels bestod af de sunde rester af Sepia og Dialog Factory, som er ejet af Rolf Carlsen.
Maximus Copenhagen var et partnerskab mellem Per Djervig-Chamby og Rolf Carlsen, der hver ejede 50 procent af selskabet.
Og det er det selskab, som reklamebureauet Brandhouse nu – via et nyt selskab – har gjort til en del af bureaugruppen.
Det er uvist, hvor stor en ejerandel Brandhouse sidder på, men en 51/49 procents fordeling er et godt bud, hvis man sammenligner med de øvrige selskaber i Brandhouse-gruppen.
– Vi har etableret et nyt selskab sammen med Maximus, bekræfter Stiig Helgens Binggeli, der er adm. dir. i Brandhouse.
Han fortæller endvidere, at selskabet kommer til at indgå i Brandhouse-gruppen, og at et af de vigtigste områder, som det nye medlem af Brandhouse-gruppen kommer til at beskæftige sig med, er at udbygge kunderelationer på sociale medier.