Film er den klassiske og mest prestigefyldte af de 13 kategorier i Cannes.
Bevares, Titatium & Integrated topper måske listen i nogles øjne, lige som Creative Effectiveness er den nye og kunderettede kategori, hvor effekten af kommunikationen vurderes, men filmfolk blæser på alle de andre kategorier.
Og måske har prestigen bidraget til, at det i år har været ualmindelig svært for juryen at finde fodslag?
Det enlige danske jurymedlem, Frederik Preisler fra Mensch, har dog også en anden forklaring:
– Måske var jeg naiv før ankomsten, hvor jeg forestillede mig, at vi skulle være uafhængige dommere, der uhildet og ud fra professionelle kriterier bedømte filmenes kvaliteter, men jeg blev klogere, siger Frederik Preisler.
Lærerige FN-forhandlinger
– Vi endte med at minde om de forhandlinger, der foregår i FN, og hvor forhandlerne af gode grunde føler sig som repræsentanter for et land. Så vi var meget uenige om godt og mindre godt, men er da sluppet ind over målstregen med 299 på den lange shortliste.
Det er ikke fordi, Preisler føler, at diskussionerne og voteringerne har været spild af tid. Snarere tværtimod:
– Der ligger jo en enorm læring gemt, hver gang man møder en ny udfordring, og en af læringer fra filmjuryen er, hvor ualmindelig vigtigt det er at forstå, at en film bare skal ramme en bestemt kultur. Det betyder, at dansk humor har trange kår internationalt, hvor pointerne overhovedet ikke forstås, og derfor ikke vurderes positivt, siger Frederik Preisler.
Brandhouse for Netto og Interflora
Men det lykkedes for danske Brandhouse at få to film nomineret for to forskellige kunder.
Den ene er “Telefonsælger”-filmen for Netto, der i øvrigt vandt sølv ved Creative Circle. Den anden er “White Horse” for Interflora, der må have vænnet sig positiv hæder. Da Interflora benyttede Robert/Boisen & Like-minded lykkedes at hjemtage en guldløve i Cannes.
Nu skal Brandhouses kvaliteter så måles, idet bureauet overtog Interflora-budgettet fra årsskiftet. Foreløbig går det fint.
I film er det et enormt skulderklap at nå shortlisten. Hvilket betyder, at de må kunne noget i Hjaltelin Stahl gruppen, idet de også sidste år vandt en bronzeløve for Ikea med en af ”testet af hverdagen” filmene. I år er det ”onkel Arne låner overkøjen”, der når finalen.
God karma
Endnu en dansker er i finalen, nemlig Per Pedersen fra Grey New York, og han har tre af fire indsendte film på shortlisten. Han er en glad mand, men også scenevant, idet han vandt en guldløve sidste år.
– Jeg har rigtig god karma med til Cannes i år, så jeg er tilfreds. Nu startede jeg at vinde bronze i år (Promo), så jeg tillader mig at håbe på lidt mere lørdag. Men i øvrigt mener jeg, at dette år repræsenterer den bedste kreativitet, jeg nogensinde har set, siger Per Pedersen, der i Cannes for 14. gang og har ni løve-statuetter til at bakke selvtilliden op.
– Jeg er især glad for, at lande som Rumænien, Sydkorea og Tunesien er at finde på podierne. De er dygtige uden for Vesteuropa og USA, og de er især sultne efter at vise os andre, at de er rigeligt i stand til at matche os. Det er jeg taknemmelig for. Sund konkurrence kunne måske sparke os andre bag i, så vi ikke fortsætter ud af de magelige spor, mange af os vandrer ud af.
Hvis vi kaster et blik over sundet og endnu nordligere, indsendte svenske bureauer 96 film og Norge 47. Begge matchede Danmarks tre finalepladser, hvilket er uhyrligt set gennem svenske briller.
Vinderne af de sidste kategorier Film, Titanium & Integrated, Film Craft og Advertising Effectiveness afsløres først ved det store Award show lørdag aften, der runder reklame-VM i Cannes 2011 af. 
Men følg med på markedsforing.dk og i nyhedsbrevet mandag morgen.