København og Danmark skal også gerne i fremtiden tiltrække turister, virksomheder og store events, og det kan sagtens lade sig gøre.
Men det kræver, at overliggeren for en brandingindsats af København – og derved Danmark – hæves, lyder det fra brandingeksperten Martin Roll, der er bosiddende i Singapore og rådgiver klienter over hele verden om branding, strategi og ledelse.
– Danmark er en usleben diamant, og landet har faktisk de fleste latente kompetencer og potentielle talenter for at skabe flere global succeshistorier, siger han og drypper derefter en smule malurt i bægeret: “København har gjort det rigtigt godt de seneste 10 år, men det er på tide at hæve overliggeren for at klare sig i den stigende globale konkurrence med andre storbyer. Jeg mener, at det skyldes mangel på politisk vilje, da man ikke rigtigt tør kaste penge efter en mere effektiv branding af København. Man vil ikke have noget i klemme i resten af landet.”
Hvad mener du?
– Man skal forstå, at branding af København er der, det hele starter, da det er lig med branding af Danmark, når man betragter det i et internationalt perspektiv. Så alle diskussioner om, at der også skal afsættes store markedsføringsbudgetter til provinsen er håbløs. Det kan hurtigt blive for meget leverpostej. På globalt plan er konkurrencen benhård, og man skal være skarp, veldefineret og råbe højt, og her skal København bruges som spydspids for hele Danmark, siger han.
Janteloven er ikke global
Martin Roll slår fast, at Janteloven ikke gælder i den globaliserede verden, og at København har et stort potentiale til fortsat at være et attraktivt ansigt for Danmark indenfor turisme, erhverv og talent, men det kræver, at der er markant politisk vilje, tilstrækkelige ressourcer og dermed stor gennemslagskraft til at markedsføre byen globalt i den stigende skønhedskonkurrence, som de globale hovedstæder konstant er en del af.
Og selvom han roser København for et godt branding-arbejde de seneste ti år, så er der absolut plads til forbedringer.
– John F. Kennedy sagde, at ”det er på tide at reparere taget, når solen skinner”, og det passer til situationen i Danmark nu. Infrastruktur og mange andre ting er faldet på plads, men når man kommer på dansk visit, så tænker mange: ”Flot hardware, dårlig software”, siger han.
Han sigter dermed til serviceniveauet i København, og Danmark, der ikke er imponerende set i et internationalt perspektiv.
– Københavns Lufthavn er en af verdens flotteste, og den har gennemgået en stor forvandling de sidste 10 år med flot arkitektur og globale forbindelser. Men hardware er ikke nok. Lufthavnens ekstremt ringe håndtering af globale passagerer giver stort bagslag for Danmarks image, siger Martin Roll og fastslår, at en effektiv international lufthavn er forudsætningen for et stærkt, nationalt brand.
Du kan høre flere bud fra Martin Roll, og fra en stribe andre markante talere, på fremtidens branding af København (og dermed Danmark) ved et arrangement i København på fredag.